Milli mála - 01.01.2013, Blaðsíða 248
248
i et elsket øjenpars dyb - ak, de bliver så kolde og lysende, når de aldrig
møder andet end en kontorvægs tomme flade. (Ditlevsen 1977: 96)
Den syntese af modsætningerne mellem det mandlige og det kvin-
delige, det oprindelige menneskelige og det deformerede moderne
menneske, som fortællingen opbygger i og med romanens mytifi-
cering af Kirstens skæbne, undertrykker modernitetskritikken. Det
at hun forvandles til en rigtig kvinde i overensstemmelse med for-
tællerens idealer, uden at hun som figur er fæstet i tid og rum,
medfører, at den kvindelighed, hun repræsenterer, bliver overhisto-
risk og derfor mytisk. Funktionen af mytificeringen er, at moderni-
teten blot forvrænger det naturlige, der altid kan fremelskes, hvis
viljen er til stede. Syntetiseringen omgår direkte den fatalitet, der
producerede romanens spænding, nemlig Schultz. Han er ved
romanens slutning dens uløste gåde. Og som figur rummer han
materiale til flere fortællinger. Herved er han også en vampyr, der
truer med at suge de sidste kræfter ud af romanen.
Den interferens, der er på spil mellem køn og plot i Man gjorde
et Barn Fortræd, kan genfindes overalt i det efterfølgende forfatter-
skab. I noveller som ”Den fulde Frihed” (1944) og ”Dolken” (1963)
indtager de mandlige hovedpersoner samme type fatale positioner i
forhold til deres kvindelige modparter som Schultz i Ditlevsens
debutroman, imens det i romanerne Barndommens Gade (1944) og
Ansigterne (1968) er det de kvindelige hovedpersoners kommen til
bevidsthed om sig selv som kønnede individer, der er omdrejnings-
punkter. Hos Ditlevsen er køn langt fra en kalkuleret performance.
Snarere er det et eksistensvilkår. Måske er køn ligefrem det vilkår,
der driver selve forfatterskabet.
Den sindrige plotkonstruktion, som Ditlevsen bygger af fusio-
nen af dannelsesfortællingen, case storyen og detektivhistorien,
udgør et kardinalpunkt i romanens litteraritet. Når Man gjorde et
Barn Fortræd aldrig rigtig har fået litteraturforskningens fulde op-
mærksomhed, er det måske en effekt af dette. Med den amerikanske
litteraturteoretiker Peter Brooks formulering ”er vi blevet mis-
tænksomme over for plot” (Brooks 1992: xii) og sandsynligvis er
det denne mistænksomhed, der har ramt Ditlevsens debutroman.
TERAPEUTEN OG VAMPYREN