Milli mála - 01.01.2013, Blaðsíða 241
241
sejre hende med sin charme, som han besejrede alle de kvinder, han
mødte på sin vej” (Ditlevsen 1977: 193).
Det djævelske henviser til hans perversion og sammenknyttes
med hans krop. For Kirsten og fortælleren, der som de eneste ken-
der hans hemmelighed, er han væmmelig og ulækker. Kirsten op-
lever ham som dyrisk, ækel, afskyelig og hans stemme som ”et
ækelt, slimet dyr” (Ditlevsen 1977: 202). Fortælleren giver føl-
gende signalement af Schultz: ”Over natskjortens udskæring afslø-
res den fede hvide hals, der er fugtig af sved, og der udgår fra hans
ånde den samme ramme, syrlige lugt, der altid hænger ved et spæd-
barn, om det så er aldrig så renvasket” (Ditlevsen 1977: 107). Selve
maskeraden udstilles af fortælleren, idet der bag hans pæne over-
flade afsløres noget ubegribeligt andet, der kun kan få sprog gen-
nem væmmelsens metaforer:
Som han sidder her anspændt bøjet over arbejdet, er vel det lune og god-
modige udtryk i øjnene forsvundet, men det er dog et åbent og på sin vis
ærligt ansigt, der ikke synes at have noget at skjule. Kun rynkerne i øjen-
krogene afslører ubarmhjertigt […]. Bøj dig [Kirsten] ned, se ham ind i
ansigtet […]. Søg ned til bunden af et blik. Og ser du ikke dèr noget
blødt og ækelt, noget ubeskriveligt smudsigt. Noget, som får dig til at
føle det, som så du et hæsligt lemlæstet, nøgent menneske og ynkes over
hans nøgenhed, skønt du selv har revet klæderne af ham. Noget defekt,
noget forkert, noget grufuldt stinkende. (Ditlevsen 1977: 93f.)
De følelser og billeder, Schultz vækker i Kirsten, og fortælleren
anvender til at beskrive ham med, er af den type, som Kristeva
mener, er knyttet til det abjekte. Som nævnt er abjektet et ikke
objekt. Til abjekter hører f.eks. liget og fordærvet mad. Ifølge
Kristeva stammer abjektionsfølelsen fra en præødipal ambivalens
overfor moderen. Moderen og symbiosen mellem hende og barnet
er en garanti for barnets overlevelse, samtidig oplever barnet sym-
biosen som kvælende. Under løsrivelsen fra symbiosen med mode-
ren dannes der en række ikke-sproglige billeder, der har den funk-
tion at sætte moderen i positionen som den anden. Det er disse
billeder, der aktiveres, når mennesket senere hen oplever analoge
situationer.
ANNEMETTE HEJLSTED