Milli mála - 01.01.2013, Side 231

231
Kirsten vendte sig smilende om - greb så med hånden i struben. Hendes
læber bevægede sig, uden at en lyd kom over dem. Hun sad et sekund
ubevægelig, uden kræfter, uden tanker, hans øjne sugede dem til sig som
en magnet. Sugede al kraft ud af hende. (Ditlevsen 1977: 156)
At Kirsten er i stand til at genkende Schultz, kædes sammen med
hendes nye position. Genkendelsen falder sammen med, at hun for
første gang aktivt og bevidst indtager rollen som objekt for det
mandlige begær. Analogien mellem den første oplevelse af at være
erotisk objekt og den anden frivillige oplevelse, står som det, der
gør det muligt at genkende den begærende.
Selv om Kirsten skifter position og erkender sin uskyld, lever
angsten stadig i hende, ligesom den fortrængte oplevelse endnu
ikke er helt afdækket. Hun befinder sig stadig i en fase i det analy-
tiske forløb, hvor gentagelsen dominerer. Hun gribes ikke blot af
angst, når hun konfronteres med Schultz, men også når hun er alene
f.eks. på gaden om natten (jf. Ditlevsen 1977: 90, 96, 99f.). Da
angstsymptomerne bliver for meget for Kirsten, opsøger hun
Schultz for endelig at afvriste ham sandheden om den forbrydelse,
han begik mod hende. Selve oplevelsen dukker op, da han spørger
hende om, hun virkelig ikke ved, hvad der skete den gang.
”Ved De det virkelig ikke?” spurgte han så sagte, at hun mere læste or-
dene på hans læber end hørte dem. Hun rystede på hovedet, men hans
øjne borede sig ind i hendes, sygelige, søgende, til intet i verden eksiste-
rede undtagen de øjne - til erindringen rev hende ind i sin rivende strøm
og hans ansigt voksede for hende, til det blev så stort som en mands ansigt
er mod et lille barns.
Da sønderreves det forhæng, hun allerede halvt var trængt igennem.
Da så hun det og skreg. (Ditlevsen 1977: 199)
Kirstens skrig betegner en sidste gennemarbejden. Den sidste mod-
stand ophæves, idet hun genoplever det seksuelle overgreb. Hermed
er hendes selvanalyse afsluttet. Hun er både symptomfri og kom-
met i besiddelse af en hel og sammenhængende livshistorie, således
som den kurerede patient er det ifølge Freud. Den tomme plads i
hendes livshistorie, som skyggen dækkede over, er fyldt ud med det
ANNEMETTE HEJLSTED