Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1920, Side 64

60
Kxportegnene
gaar det med Udholdenheden og Nojsomheden, naar man
vil gribe folelig ind i den naturlige Udvikling? Eller
hvor meget kan man forbedre Hestene i den ene Retning,
for ikke at tabe noget af deres gode Egenskaber? Dette
bliver hojst aktuelle Sporgsmaal i den fremtidige islandske
Hesteavl. Sikkert gor man klogest i at vogte sig for,
at stræbe for ivrigt efter at gore Racen storre, da en
rationelt dreven Avl med det for Øje let kan bidrage
til, at de paa andre Maader svækkes og forringes.
De islandske Heste er jo overordentlig beskedne af
Væxt. De storste Heste har en Hojde af 56 — 57 Tommer
(Baandmaal). De duer ikke saadan som de store til at
trække Ploven og andre tunge Jordbrugsfedskaber. Vi,
som ikke har andre Trækdyr, maa finde os i den Ulempe.
Fremtidens Losen bliver forhaabentlig Motorplove. Men
de andre, som kober vore Heste og bruger dem tillige-
med andre storre, vilde gore bedst i at se fuldstændig
bort fra dem til at trække Plove o. desl., og kun bruge
dem saaledes, at deres Hovedfortrin Udholdenhed og
Hojsomhed kommer til sin Ret. —
De fleste Heste, som udfores fra Island, stammer
fra de enkelte Egne, hvor Forholdene er gunstigst for
Hesteopdræt. Da Prisen paa Eksporthestene har været
saa lav, at det ikke har kunnet betale sig at opdrætte
Heste til Eksport i de Egne, hvor man maa være for-
beredt paa at maatte have alle Heste paa Stald en Del
af Vinteren, maa Eksporthestenes Opdræt være begrænset
til de Egne, hvor Hestene kræver lidet eller intet Foder
om Vinteren. Allevegne hvor der er Tale om Hesteopdræt
i storre Stil, er det den gældende Regel, at have en saa
minimal Udgift til deres Opfodring som vel muligt. I
saadanne Egne ejer de mere velhavende Landmænd gerne
100 Heste og derover. De plejer da at have særlige
Folhopper, som de sjælden eller aldrig bruger til noget
Arbejde, de saakaldte Stodhopper. De faar som Regel Fol
hvert eller hvert andet Aar. Mange af disse Stodhopper
kommer aldrig under Tag og faar meget sjælden noget