Milli mála - 2017, Síða 52
IDENTITETSPROBLEMET I JOSEPH CONRADS LORD JIM
52
Den afgørende tankegang i Kierkegaards valgfilosofi kan kort
sammenfattes med, at den har sine forudsætninger i forestillingen
om et substantielt selv, i opfattelsen af, at hvert enkelt individ som
i Goethes daimon-lære og i Schopenhauers karakterlære fødes med
en substantiel kerne, der får enkelindividet til at adskille sig fra
alle andre individer, og at det først bliver identisk med sig selv i
valget af det, der adskiller det fra alle andre, mens det mister sig
selv ved at blive som alle andre. Da den eksistentielle salighed
ifølge Kierkegaard udelukkende består i at være og blive sig selv
som ’hin Enkelte’, er betydningen af alt ’udvortes’, af den sociale
omverden, nedtonet til et minimum, selvom det er afgørende for
etikeren Kierkegaard at tilvejebringe en slags paradoksets ’syntese’
af forholdet mellem den enkelteksisterende og den sociale verden.
Denne paradoksale ’syntese’ fremkommer ved frigjorthedens dia-
lektik. I kraft af selvvalget forskydes det eksistentielle tyngdepunkt
til selvet, og da den eksisterende dermed har hele sin eksistentielle
salighed i selvet, altså i en vis forstand har nok i sig selv, har han
tillige erhvervet sig frigjortheden til i indre frihed at vende tilbage
til socialiteten.
Det afgørende består ifølge Kierkegaard i, at ’hin Enkelte’ kan
gå ind i den sociale verden, men at dette sker, uden at den ydre ver-
den og offentligheden formår at påvirke ’hin Enkeltes’ eksistentielle
tilstand. Da denne har hele sin salighed i sig selv, glider ikke kun
alle fortidens spøgelser, men også alle spørgsmål om social prestige
og indplacering på den sociale rangstige ud af bevidstheden, hvil-
ket vil sige, at både fortiden og hele den sociale offentlighed har
udspillet deres betydning for identiteten, idet denne er forankret
fuldt og helt i det substantielle selv, der er conditio sine qua non for
Kierkegaards valgfilosofi. Vender vi herfra blikket tilbage mod
Jim i Patusan træder der fortællemæssige omstændigheder frem,
der vægter forholdet mellem det at være og blive sig selv på den
ene, fortidens spøgelser og den sociale omverden på den anden side
på en fra Kierkegaard afvigende måde og derved relativerer det
substantielle selv.