Milli mála - 2017, Blaðsíða 55

BØRGE KRISTIANSEN
55
position i Patusan hverken er lykkedes ham at blive hjemme i Patusan
eller at mortificere bevidstheden om fortidens svigt. Bag de sidste
usammenhængende ord til Marlow synes der tilmed at skjule sig en
indre fortvivlelse. Marlow har bekræftet, at han inden længe rejser
tilbage til England, og med sit fremstammede: ”Sig til dem … ”
(298) – forsøger Jim at sende et budskab til sin engelske familie,
men opgiver. Ved siden af bevidstheden om at have svigtet er Jim
præget af længsel efter sin engelske familie og i sidste instans også
efter den europæiske civilisation, altså sammenfattende af et dybt,
men tilbageholdt ønske om at forlade Patusan for igen at blive ac-
cepteret af sine landsmænds fællesskab.
Af særlig interesse er Jims emotionelle udbrud ved afskeden med
Marlow: ”’Men ikke derude’. Han stampede med foden i sandet.
’Dette er min grænse, fordi intet mindre end dette kan accepteres’”
(297). Det følelsesmæssige udbrud viser, at han med sin tilværelse
i Patusan har nået grænsen for det, han kan leve med. Med arm-
bevægelsen ud mod havet og med antydningen af, at det, han har
fået, ikke kommer derudefra, synliggøres en længsel efter den tabte
frihed på havet. Dertil kommer, at Jim på Marlows konstatering af,
at han har fået sin chance, med bitterhed svarer: ”’Har jeg?’” (297).
Det dybe, men tilbageholdte ønske om at forlade Patusan, der
kommer til udtryk i både Jims bitterhed og hans ønske om igen at
være på havet, afslører, at Jim aldrig som Clemens Bek på Anholt
har erobret Patusan som sit eksistentielle hjemsted, hvilket befinder
sig i et ikke umiddelbart forståeligt modsætningsforhold til hans
succes i Patusan. Med sejren over sherif Ali har Jim ”erobret den
jord, der lå for hans fødder, han havde erhvervet sig menneskenes
blinde tillid […]” (243), og den erobrede tillid vokser i takt med,
at freden indfinder sig i øriget:
Der var inden for synsvidde intet, der kunne sammenlignes med ham, som
om han var et af de undtagelsesmennesker, der kun kan måles ved deres
berømmelses storhed, og glem ikke, at denne berømmelse var den største i
mange dagsrejsers omkreds. Man skulle padle, stage eller marchere en lang
og slidsom vej gennem junglen, før man nåede uden for denne stemmes
rækkevidde (243).