Milli mála - 2017, Side 56

IDENTITETSPROBLEMET I JOSEPH CONRADS LORD JIM
56
For den indfødte befolkning er Jim blevet til det legendariske und-
tagelsesmenneske, der formår alt. I en betragtning, hvor Marlow forsø-
ger at give et sammenfattende billede af Jims karakter, konstaterer
han først, at Jim ”på fremragende måde [fulgte] en lige kurs, uden
svinkeærinder” (201), for dernæst at sige, at han – Marlow – burde
være henrykt over denne sejr, som han selv har andel i, men føjer til,
at han ikke er så glad, som han ville have ventet at være:
Jeg spørger mig selv, om hans hastige fremstormen virkelig havde ført
ham ud af den tåge, i hvilken han synede på interessant måde, om end
ikke i det store format, med slørede konturer – en efternøler, der længtes
utrøsteligt efter sin beskedne plads i geleddet (202).
Der er fra Marlows side ikke tale om en entydig konstatering, men
om en åben formodning om, at Jim som det heroiske ”undtagelses-
menneske” (241) i Patusan i virkeligheden har længtes efter, som
det hedder i citatet, ’sin beskedne plads i geleddet’, en formulering,
hvis betydning præciseres af, at den anonyme modtager af Marlows
papirer har givet udtryk for samme opfattelse i en samtale med
Marlow:
’ … De har formodentlig ikke glemt denne sag’, fortsatte brevet. ’De alene
viste interesse for ham, der overlevede fortællingen af historien, om end
jeg meget vel husker, at De ikke ville indrømme, at han havde gjort sig
til herre over sin skæbne. De spåede ham den katastrofe, at han ville blive
træt og væmmes ved den erhvervede ære, ved det selvbestaltede hverv, ved
den kærlighed, der var udsprunget af medlidenhed og ungdom. De sagde,
at De så udmærket kendte ’den slags ting’, den dertil knyttede illusoriske
tilfredsstillelse og uundgåelige skuffelse. De sagde også – husker jeg – at
dette ’at ofre sit liv for dem’ (idet dem betød hele den del af menneske-
heden, der havde hud af brun, gul eller sort farve), ’var det samme som
at sælge sin sjæl til et dyr’. De hævdede at ’sligt’ kun var udholdeligt og
holdbart, når det var baseret på en fast overbevisning om rigtigheden af
ideer, der racemæssigt er vore egne, i hvis navn et etisk fremskridts orden
og moralitet er nedfældet. ’Vi trænger til dens styrke i ryggen’ sagde De.
Vi ønsker en tro på dens nødvendighed og retfærdighed, for at vi kan ofre
vore liv på en værdig og bevidst måde. Uden denne overbevisning er et