Milli mála - 2017, Síða 203
LISBET ROSENFELDT SVANØE
203
kan det at beskæftige sig med narrative kunstværker58, der benyt-
ter sig af metaforer, således betragtes som en øvelse i tænkningens
kunst, hvilket jeg vil uddybe i det følgende ved bl.a. at benytte mig
af Paul Ricœurs teori om den trefoldige mimesis.
Ricœur beskriver i sit værk Temps et récit59 det litterære værk el-
ler fortællingen som en formidler mellem fortiden og fremtiden og
et forandrende – og/eller dannende – element i den menneskelige
handling, og det kan siges at fortællingen dermed i sig selv har en
lighed med tænkningens struktur som en vekselvirkning mellem
erindring og forberedelse til fremtiden. Ricœur beskriver denne
struktur som en trefoldig mimesis – mimesis I, II og III – som både
beskriver fortællingens forfatters skabende proces, men også indbe-
fatter modtagerens/læserens indflydelse på værket og medskabende
aktivitet i læsningens akt.
Mimesis I (før-figureringen) er forfatterens udgangspunkt i den
erfarede verden, som giver materialet til en fortælling, og som er
nødvendig for, at fortællingen kan forstås af en modtager. Uden
forankringen i – eller uden at være underlagt – fremtrædelsernes
verden ville fortællingen blive meningsløs60, for alle fortællinger er
i sidste instans ”handling” og ”liden (under)” [das Handeln und das
Leiden]61, hvilket vil sige en efterligning af den dels aktive og dels
passive erfaring, vi gør os med og i livet og verden.
Mimesis II (konfigurationen) er forfatterens skabende proces, der
efterligner den erfarede verden og tilfører den merbetydning – eller
mening. Forfatteren skaber i sit værk en quasi-virkelighed – en tan-
keting – der har en formidlingsfærdighed, der kan føre læseren fra et
før til et efter, altså fra mimesis I til mimesis III62, idet mimesis II er
en refleksiv handling, der skaber en betydningsfuld og overskuelig
helhed, som vi ikke møder i fremtrædelsernes verden samtidig med,
at den i fremtrædelsernes verden umulige sameksistens af fortid, nu-
58 Det, jeg har valgt at kalde ”narrative kunstarter”, er ifølge min opfattelse alle kunstværker, der vil
formidle en fortælling om mennesket ved hjælp af sproget, men jeg vil i det følgende udelukkende
beskæftige mig med det litterære prosaværk.
59 Her anvendt i tysk oversættelse: Paul Ricœur, Zeit und Erzählung – Band 1: Zeit und historische
Erzählung, München: Wilhelm Fink Verlag, 1988,
60 Paul Ricœur, Zeit und Erzählung,, p . 90; se også Peter Kemp, Tid og fortælling – Introduktion til Paul
Ricœur, Birkerød: Forlaget Sommer, 2015, p. 35.
61 Ricœur, Zeit und Erzählung, p. 92.
62 Ibid., p. 88.