Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1961, Side 42

22
quod tuæ indoli debeam’. — Her er altså et plussted i Nik1 i for-
hold til SpecH, som har sin parallel hos Mombritius og Falconius.
Det indtryk, at Nik1 har haft en mere fuldstændig kilde end
SpecH, bekræftes af slutningen af kapitel 3 (Nik1 2412-22), der skil-
drer N.s leveregler og sæder som biskop. Den tekst findes slet ikke i
SpecH, men står hos Mombritius (163rb-163va) og hos Falconius
(s. 117 b k. VIII slutningen). Den latinske tekst er udførligere end
teksten i Nik1, men selve den vending, hvormed kap. 3 afsluttes i
Nik1 og de første tre linjer af kapitel fire, der heller ikke har noget
tilsvarende i SpecH, er en ordret oversættelse af den latinske tekst,
som den findes hos Mombritius og Falconius.
I kap. 10 fortælles der, at kejser Constantinus sendte tre generaler
ud imod barbarerne, der overfaldt Frygien. Navnene er i Nik1
opgivet som Nepocianus, Ursus og Eliveus. I Nik2 er det sidste
navn Arpinionem. Disse navne har Vincentius overhovedet ikke
nævnt. Hos Mombritius og hos Falconius findes de, den første
kaldes Nepotianus og den sidste Harpilionem hos Mombritius og
Arpileonem hos Falconius. Det er et talende bevis for, at andre
kilder end SpecH har ligget til grund for Nik1.
Alle videre iagttagelser over forholdet imellem Nik1 og SpecH
peger i samme retning, der er mange passager i Nik1, der genfindes
i Mombr: Sanct eller i Falconius: SNicActa, men mangler i SpecH.
Dertil kan føjes det ikke betydningsløse, at de rene jærtegnskapit-
ler i Nik1 (kap. 5-7 og 11) samt translationskapitlet (kap. 16)
mangler i SpecH, der til gengæld har kapitlerne 79-81, der mangler
i Nik1.
Resultatet kan let gøres op. SpecH er ikke kilden til Nik1, den
norrøne saga om sankt Nicolaus.
Lignende kan siges om forholdet imellem Nik2 og Mombr:Sanct.
Der er nok stor lighed imellem dem, men Nik2 bringer mere end
der står hos Mombritius. Det kan selvfølgelig begrundes ud fra
den kendsgerning, at Bergr Sokkason har forholdt sig frit over for
sin kilde og har udpyntet den og gjort tilføjelser, hvad allerede
Unger oplyser om, at han har. Men der er notoriske tilføjelser, som
forudsætter anvendelse af fremmede kilder, og samtidig er stoffet
ordnet helt om. Mombr:Sanct kan altså ikke være eneste kilde for
Nik2, omend de to er nært beslægtede — begge er de Johannes
Diaconus-tekster. Det hedder i Bergrs fortale, at han — skønt