Norræn jól : ársrit Norræna félagsins - 01.12.1941, Qupperneq 13

Norræn jól
har kunnet finde sig i statens eller enevoldsherrens uindskrænkede rádighed
over den frie statsborgers hánd og hu.
Som jeg har formet mine ord ved en tidligere lejlighed: Staten og dens
love er alle frie mænds redskab og værn, men ikke det modsatte, at staten
som en upersonlig molok har sit mál i sig selv, magten, og kun ser pá stats-
borgerne som viljelöse redskaber. — Trælle kalder vi det pá urnordisk, frit
sprog.
Et af de omráder, hvor nordisk fællesskab mest iöjnefaldende har givet
sig udtryk fra gammel tid er lovgivningen. Det er et fælles træk hos de
grupper af folk, vi kalder nordiske, gotiske, germanske, at de ved deres
indtræden i historiens lys nöd et vidtstrakt mál af personlig frihed. Höv-
dingen var ikke enerádende som en österlandsk gudernes sön, hans magt-
udfoldelse hvilede ikke pá blind kasten sig i stövet for herskerens fod, men
pá frie mænds fælles samtykke, consensus omnium, nár hövdingen kejsedes
pá tinge og löftedes pá skjold.
Ogsá loven sattes pá Tinge, den lov som Jydske Lov siger: sættes af
Kongen og alt Landet tager ved. Denne Frimandens ret til at mödes pá tinge
og sætte lov er de nordiske folks adelsmærke fra ældgammel tid. Denne
sæd, at lov sattes pá sádan vis hos alle nordiske, gotiske og germanske folk,
finder vi vidnesbyrd om i de love, fortiden har levnet os i de gamle nordiske
landskabslove, sásom Jydske Lov, Gutalagen, Frostatingsloven, Grágás, eller
i de saliske Frankers og Langobardernes ældste love.
Der har været tider i Nord, hvor kongen alene satte lov af egen magt-
l'uldkommenhed — af Guds náde —, men disse tider er svundne og önskes
ikke tilbage. Der er de angelsaksiske folk, der i virkeligheden altid har
hævdet retten til at mödes med kongen in parlamento for at sætte loven,
og som ligeledes har hævdet retten til personlig frihed overfor statsmagten,
værnet ved lov og dom. Der er germanske folk, der som de nordiske i sin
tid mistede disse rettigheder til fordel for stat og kongevælde, men som ald-
rig genvandt dem, til ulykke for dem selv og deres naboer.
I det uvejr, der nu gár over de europæiske folk, vil det være de nor-
diske folks opgave, om sá skal være med od og egg, at værge den personlige
friheds, lovens og rettens umistelige værdier. Uden denne frihed til selv at
sætte loven og hævde personligheden overfor politistatens vælde kan de nor-
11