Læknaneminn - 01.10.1971, Qupperneq 52

LÆKNANEMINN
u
har kaldt studentcropraret frem. Nogle vil hævde, at bevægelsen har
rodder i studenternes borgerrettighedskampagner i Sydstaterne i be-
gyndelsen af 60 ’erne. Den faktiske begyndelse sættes dog ofte ved
studenteropstanden pá Berkeley University i Californien, efteráret 1964.
I det næste femár voksede bevægelsen sig stærk og varm. I Danmark
har ideologierne forst og fremmest fáet indhold fra Frankrig, Vest-
tyskland.
Udadtil har bevægelserne forst og fremmest manifesteret sig med
krav om fuld medbestemmelse for studenterne pá universiteterne —
ligesom man aktivt har stottet lignende onsker i andre virksomheds-
former i samfundet. Endvidere er bevægelserne báret frem af kraftige
politiske synspunkter, der begyndte med anti-Vietnam demonstrationer
og er endt med kravet om det klasselose samfund — eller i hvert fald
forelobig arbejdernes overtagelse af produktionsmidlerne.
Dette har selvsagt gjort studenteroproret til en mere general be-
vægelse, der bærer langt ud over universitetsmiljoet og dets admini-
stration.
Indadtil var kulturen yderligere báret af vanskeligere definérbar
gammel humanisme. Med blandt andet Herbert Marcuse som profet
revolterede man mod det umyndiggorende industrisamfund. Máske aller-
enklest udtryk i folgende vægindskrift fra Nanterre, maj 1968: ,,Av
en mánniska kan man göra en polis, en tegelsten, en fallskármsjágare.
Skulle man inte kunna göra en mánniska av henne ocksá?“
Kravet om medbestemmelse blev overalt formuleret som et krav om
50% indflydelse i samtiige besluttende organer pá universitetet ud fra
den betraktning, at alle parter i en medbestemmelsesinstitution mátte
være ligeligt repræsenteret i to parallelle repræsentantskaber. En sádan
ordning vil gore det muligt i tilfælde af en konflikt at undgá, at man
griber til afstemningens nemme udvej; en sádan ville nemlig, i stedet
for at fore til en kompromislosning som alle kunne godtage, pátvinge
alle den ene parts vilje.
Kollisionen.
Det er interessant at konstatere, at netop som universitetsadministra-
tions-udvalget afgav sin II. betænkning til offentlig debat, og formel
behandling pá de enkelte hojere uddannelsesinstitutioner náede stu-
denteroproret Danmark.
Dette skabte grundlaget for, at man i Danmark i de næste to ár
fik en stormende universitetsdebat. Sável pressen som politikere og
statsembedsmænd var yderst interesserede deltagere i debatten, der
dog naturligvis fortes hedest pá selve universiteterne mellem lærere
indbyrdes, mellem studenter indbyrdes og ikke mindst mellem studenter
og lærere. Fra universiteterne fik debatten sin næring. En sag, der
egentlig var begyndt som en kold rationalisering blev nú pludselig
ladet med emotioner og politiske mál.
Hvert universitet nedsatte ovenikobct for hvert fags vedkommende
en række udvalg i disse ár for at lose deres egne strukturproblemer,
som jo mátte integreres med, hvad der mátte komme ud af universitets-
administrations-udvalgets II. betænkning. Et kollosalt arbejde og tons-