Árbók Hins íslenzka fornleifafélags - 01.01.1972, Qupperneq 145
ÍSLENZK ÚTSAUMSHEITI OG ÚTSAUMSGERÐIR
145
applikeret, dateret til slutningen af middelalderen (fig. 2). Fra 1600-tallet
findes belæg pá tekstiler med utskurde, 1642,12 og af út skoi'nu klædj, 1693,13
samt nogle beslægtede udtryk fra midten af 1700-tallet,14 der synes at hentyde
til applikation.
I ordet veandasaumur, f0rst belagt 1470: merke . . . med veanda saum,15 og
ligeledes blot kendt fra middelalderen, er veanda forsdgsvis blevet tolket som ens-
betydende med víginda, (gen. plur. af vígindi), det vil sige tekstur i vævning; i
sá fald kan termen muligvis dække over trækkes0m, jfr. glitsaumur.
Brugen af ordet varp (subst.) i middelalderen i forbindelse med tekstiler,
ældste belæg 1523/1526: formadukur med sp/rang ok varp,10 særskilt, som i
ovenst&ende, eller i sammensætninger som for eksempel bordhandklædi med
varpraundum, 1548,17 og varptialld, 1552—54,18 samt verbet varpa: varpadur
dukur, 1525,19 lcan undertiden tænkes at hentyde til broderi, og i s& fald vel
nok af samme art som den senere term varpsaumur, f0rst 1675,20 dér anvendt
om et endnu eksisterende alterforhæng (Þjms. 2028) dateret til f0rste halvdel
af 1600-tallet og udf0rt udelukkende i kontursting med kul0rt uldgarn p& h0r-
lærred (fig. 3 og 8 b).21 Sá godt som udelukkende konturstingsbroderi, udf0rt
i kul0rt uld- og hprgarn p& lærred, findes endvidere p& en korporaltaske dateret
til 1300-tallet (Þjms. 11008).
Trækkes0m, som vist i fig. 4 a, udf0rt med kulprt uldgarn p& hvidt hprlærred,
forekommer som dominerende teknik p& tre islandske middelalderlige alterfor-
hæng (Nationalmus. 15313, 1855; Þjms. 10885 (fig. 5) og 2371), endvidere p& to
andre forhæng, udaterede men muligvis fra middelalderen, udf0rt udelukkende
i denne teknik (Þjms. 1997 og 3552). P& de to f0rstnævnte alterforhæng er
enkelte partier dog undertiden udf0rt i en anden form for trækkes0m, lig den
der blev almindeligere p& Island i nyere tid, se fig. 4 b. Det er ikke usandsynligt
at der p& de ovennævnte forhæng drejer sig om glitsaumur, f0rst nævnt ca. 1540:
alltaris bunijngur med glitsaum,22 og at denne teknik ogsá iblandt dækkedes af
ordene glit (subst.), fprst belagt 1394: iferdvkr halfur med sprang enn halfur
med glit,2H og glita (verb.), benyttet allerede 1313 om en altarisduk glitadann.2'
Som middelaldertermer er disse ord ganske vist snarere blevet antaget for blot
at hentyde til glitrende eller farverige tekstiler eller broderier, og termen veanda-
saumur, tidligere belagt end glitsaumur, tyder da ogsá p& at andre ord kan
have været i brug om trækkes0m i middelalderen. Endvidere stiller termer som
lausaglit, 1548,25 og knuta glit, 1569,20 endnu ubesvarede sp0rgsm&l. Men fra
nyere tid, i hvert fald fra sidste fjerdedel af 1600-tallet, vides at glit i sammen-
sætningen skakkaglit blev benyttet om trækkes0m som vist i fig. 4 a, blandt
andet &r 1692: Saumad . . . Med skacha glit,27 netop ved beskrivelse af et af
de middelalderlige alterforhæng' (Nationalmus. 15313, 1855), og fra begyndelsen
af 1700-tallet er det tydeligt at ordet glitsaumur benyttedes om begge de her
afbildede varianter, fig. 4 a og b.
Omend ordet refilsaumur ikke f0r &r 163128 kan sammenstilles med et beva-
ret broderi fra middelalderen, et alterforhæng (Þjms. 3924; fig. 6) dateret til
1400-tallet og udfðrt i nedlagt syning som vist i fig. 7, er der dog ingen tvivl om
at den middelalderlige term, f0rst belagt 1550: tiolld med refilsaum oþelud og
Alltarisklædi med þeladan Refilsaum, endvidere Refilsaumstialld,29 har dækket
over denne broderiteknik. Refilsaumur udf0i'tes i h0rlærred eller uldpanama
10