Kirkjuritið - 01.11.1970, Blaðsíða 34

KIRKJURITIÐ
416
i de forskellige verdensdele, livor kampene stod for Jesu Kristi
evangelium, — kampe pa liv og död, som bevidner oni
beundringsværdig mod og udboldenbed, uendelig sindsro,
bengivenlied og troskab mod Guds gode vilje, som til slut
förte til evangeliets sejr, — ogsá i Nordens yderste lande.
Her, livor vi nu er forsamlet i Guds lius, vi præster fra de
nordiske lanrle, brödre og söstre, ber i Jylland, befinder vi os
lige nord for volden, kristendommens vold fra Ansgars tid, det
vil sige sagabyen Ribe, den antikke by med den store og mærke-
lige historie, livor Ansgar efter utrætteligt arbejde og uselvisk-
bed, ædelmodig og opofrende livsförsel, endelig fik bygget eii
kirke i áret 860, der blev en af (le betydeligste udposter for
kristendommen i kampen mod hedendom og Nordens mörke-
Nár jeg pá denne máde tænker tilbage i tiden, om begiven-
liedernes löb og kristendommens fremgang i Norden, koinmer
der mig i liu, Hans Hartvig Seedorf Petersens digt, „Svanerne
fra Norden“, der slog sig ned engang ved Nordens Kyst, — fem
vilde svaner klædt i sölverliamme.
Kunne vi ikke nu ved denne lejligbed godt tænke os dette
digt, om de fem svaner, som et synibol pá kristendommens
tilblivelse og udvikling i de nordiske lande, og reden, der
omtales i kvadet, at den liar ligget lier i Jylland, og været en
af de mange reder, som de forskellige velsignelsens bvide svaner
er flöjet fra mod nord, mod öst og til vest, over lande, liave
og fjerne öer.
Vi kender ikke nöje svanernes veje. Vi ved ikke i alle til-
fælde livor de bar sláet sig ned for livile pá de lange anstræng-
ende flugt, men vi ved bestemt, livad de bragte med sig, —
det var lyset og den milde luftning fra Syden til det barske
Norden, — vidnesbyrdet om Guds kærliglied til menneske-
börnene, fryd, fred og lyksaliglied, ogsá til dem, (ler bar fæstet
bo bvor liavet ender.
I árhundredernes löb er der sá meget der glemmes, der gar
tabt i tidernes mörke dis. Men der er ogsá meget der liuskes,
historiske fakta som skarpe lysstrejf i natten, som har evig
betydning og gyldigbed for menneskebeden, eller sommetider
kun for de lokale folkeslag.
Island liavde som de andre nordiske lande sin svane, soiii