Gripla - 01.01.1990, Síða 279

SIGURD HJORT OG HANS TO B0RN I ISLANDSKE KILDER 275
tilknytning til en fyrste eller tilh0rende et bestemt kultisk fællesskab.
Her gik det socio-politiske miljd hánd i hánd med kirken, og da det
næsten udelukkende har været sene islandske nedtegnelser, som har
skildret bersærkerne for os i eftertiden, er dette gáet hárdt ud over
vurderingen af dem. I den islandske bevidsthed stár bersærkerne uden
for samfundet, og billedet af disse tegnes især af deres ydre karak-
teristika.10
I den islandske overlevering var Haki forudbestemt til at blive op-
fattet negativt som person. Tilnavnet Hadebersærk har i Hakis levetid
sikkert været anerkendende; men denne betegnelse betyder samtidigt,
at han var en varm tilhænger af Odin, i stærk modsætning til Halvdan
den sorte, som var en ivrig dyrker af Frey. Haki har sáledes i den lit-
terære overlevering dels máttet lide under, at vi nærmest kun kender
ham fra kongesagaen, og dels er den islandske overlevering af forn-
aldarsagagenren hárd mod bersærkerne.
I kapitel fem af Halvdan den sortes saga har kongens udsending Há-
rek tilnavnet gandr. Dette er en betegnelse for en tryllestav og er vel-
kendt som instrument til magi, især i den fprkristne tid.11 Denne máde
at opná et pnsket resultat - i en slags pagt med det overnaturlige -
blev kraftigt modarbejdet af kirken. Ofte npjedes man dog med at
give magien en kristen iklædning. Elskovsmagien var den del af dette
forbudte omráde, som kirken fik mindst held til at udrydde. Med sin
seksualfrygt havde kirken her ikke let ved at erstatte det forhánden-
værende med et alternativ. Elskovsmagien blev som regel udpvet med
en stav, og det ses af de senmiddelalderlige kilder at denne skik stadig
var udbredt. Det er derfor mere end sandsynligt, at man i Island har
opfattet Háreks tilnavn som ensbetydende med, at han bedrev el-
skovsmagi over for Ragnhild, da han fik hende med sig til Halvdan
den sorte, som begærede hende.
Som ovenfor omtalt var vogne næsten ukendte i Island. Og i Norge
overbevisende. Dog synes de Vries i nogen grad at overdrive den systematiske ordning
eller organisering af de grupper som bersærkerne indgik i. (Jan de Vries, Altgermani-
sche Religionsgeschichte, Bd. 1-2, 1956 og 1957, 2. udg.)
10 Herom henvises især til H. Kuhn, ‘Kappar og berserkir’, Skírnir CXXII, 1948, s.
98-113. Jeg tager dog afstand fra parallellerne heri til romersk historie.
II Se Olav Bös artikel om gandr i KLNM V, sp. 183 ff. - Om elskovsmagien se Anne
Holtsmarks artikel i KLNM VIII, sp. 444-447; og sammes artikel om Skírnismál i
KLNM XV, sp. 570 ff.