Gripla - 01.01.1990, Page 293
SIGURD HJORT OG HANS TO B0RN I ISLANDSKE KILDER 289
árh. Blandt Landnáma redakt0rerne er Sturla Þórðarson antagelig den
fórste som har haft kendskab til selve sagaen. Men Bjarni Einarssons
sammenholdelse af Egils saga med Sturlubók taler for, at Sturla har
fulgt sit Landnáma forlæg n0je i det omhandlede afsnit. Det er især
hvad angár ejendoms- og subordinationsforhold inden for Skallagríms
landnam, at Sturla synes at have ladet sagaen pávirke sin beretning. I
den forbindelse b0r det dog erindres, at Egils sagas forfattelsestid til
dels falder sammen med Sturlas egen levetid. Den tendens der spores
nok sá tydeligt i sagaen afspejler retrospektivt samtidens forhold og
vedrprer et landomráde, som politisk var domineret af Sturlungarne
og nærmere betegnet af Sturlas farbroder, goden og lovsigemanden
Snorri.
For den overordnede problemstilling i nærværende kapitel er det
vigtigt at hæfte sig ved, at vi báde i Sturlubók og Þórðarbók har at
g0re med en beretning som ikke blot er uafhængig af Egils saga, men
som ogsá má være betydeligt ældre end den opfattelse af begiven-
hedernes forlpb, som sagaens forfatter bibringer sine læsere. I Land-
námabóks afsnit om Skallagríms bosættelse fortælles ganske kort om
baggrunden for hans udvandring til Island, herunder at Harald hár-
fager lod Skallagríms broder Þórólfr dræbe. Det hedder videre i Land-
náma, at pá vej til Island lá Skallagrímr med sit skib i Solund, hvor det
lykkedes ham at fá fat pá den knarre som kong Harald i sin tid havde
frarpvet Þórólfs mænd. Skallagrímr og hans folk dræbte her Hallvard
harðfari og Sigtrygg snarfari, som tidligere havde tilranet sig Þórólfs
skib. Samtidig dræbte de ogsá Guttorm Sigurdsson hjorts to sdnner,
„bræðrunga konungs“, samt hele mandskabet pá skibet pá nær to
mænd, som skulle fortælle kong Harald hvad der var sket. Derpá sej-
lede Skallagrímr til Island med sit genvundne skib og havde sáledes to
skibe under overfarten.49 - Som det ses af det gengivne afsnit fra
Landnáma er denne kortfattet og npgtern, og sagaens dramatisering
udebliver ganske. Den tekst vi mpder i Landnáma bringer sáledes
slægtstraditionen pá et stadium omkring hundrede ár tidligere end
fremstillingen i Egils saga; og det er her interessant at bemærke, at
traditionen efter Skallagrímr allerede sá tidligt har náet at smelte del-
vis sammen med sagnet om Sigurd hjort.
Samstemmende oplyser de forskellige bevarede versioner af Land-
49
Landnámabók, a. udg., s. 17 og 582 f.