Gripla - 01.01.1990, Blaðsíða 299

SIGURD HJORT OG HANS TO B0RN I ISLANDSKE KILDER 295
Snorris andet Norgesophold, da hans aktuelle situation kunne minde
om forfædrenes fjendskab over for de norske konger.60 Jeg er dog til-
bpjelig til at indsnævre det tidsrum, da Snorri var i syv sind om den
norske kongemagt, til det sidste ár af hans liv. Efter at Skule lader sig
hylde som konge pá Eyrarting fprst i November 1239 og indtil hans
fald sidst i maj 1240 er Snorri knyttet tættere end nogensinde til den
norske konge, nu som kong Skules jarl.61 Det som primært kunne have
givet Snorri anledning til en kongefjendskhed som i Egils saga, var
kongemagtens indehaver - her Hákons - potentielle fjendskab mod
Snorri selv.62 Og et helt ár til at skrive et værk om sin moders og sin
hustrus fjerne forfædre ville sikkert have været tilstrækkelig tid for en
rutineret historiker og forfatter som Snorri. I denne sammenhæng bpr
ogsá inddrages Halvdan Kohts betragtninger om, at Egils saga af-
spejler et dárligere kendskab til norsk geografi end hvad Snorri ud-
viser i Heimskringla, hvilket ikke harmonerer med at Snorri skulle
have skrevet Egils saga efter ialt næsten fire árs ophold i Norge, men
snarere peger imod tiden forinden.63
Hvor interessant det end ville være at kunne fastslá, at Egils saga og
Heimskringla skyldes en og samme forfatter, synes det mig, at disse to
værkers ophavssituation i den grad er den samme, at det fra et kilde-
vurderingssynspunkt næppe kan blive vigtigt at tage entydigt stilling til
hvem der fprte Egils saga i pennen. Tilsvarende er det knap sá af-
gOrende, hvorvidt Borgarslægtens overlevering - med sin rige skat af
oplysninger af rigshistorisk art - har fundet sin fprste delvise ned-
tegnelse i Heimskringla i 1230me eller i Egils saga i 1220rne eller má-
ske i 1240-41. De omkring ti ár mellem de to værkers tilblivelse kan
ikke tillægges synderlig vægt m.h.t. kildeværdi, nár det drejer sig om
tildragelser som var indtruffet næsten fire hundrede ár forinden, sále-
des som tilfældet er vedrdrende hertug Guttorm af Viken.
Pá grund af den konkretisme, som kendetegner den rádende forsk-
ningsretning inden for nordiske middelalderstudier, vil jeg betegne
den som faktuel kildekritik. Et grundlæggende princip for denne er
60 Jónas Kristjánsson, ‘Egilssaga og Konungasögur’, Sjötíu ritgerðir helgaðar Jakobi
Benediktssyni, 1977, s. 449-472. Se ogsá af samme forf. ‘Bókmenntasaga’ i Saga íslands
II, 1975.
61 Hákon Hákonssons saga i Anne Holtsmarks oversættelse, 1964, s. 167-220.
62 Sturlunga saga I, udg. v. Jón Jóhannesson, 1946, s. 447-454.
63 Halvdan Koht, Norsk Biografisk Leksikon XIV, 1962, s. 111-114.