Gripla - 01.01.1990, Page 303

SIGURD HJORT OG HANS TO B0RN I ISLANDSKE KILDER 299
tid og rum, bliver det nævnte forhold yderligere fremtrædende. Sagnet
om Sigurd hjort har i sit hjemlige miljö og sin nærmeste eftertid haft et
mytisk-religidst indhold, som for de overvejende Thor-dyrkende is-
landske udvandrere og endnu mere for deres kristne efterkommere er
blevet fortolket i en ikke ringe grad af forstáelsesblindhed. I Island
havde Odin forholdsvis fá, men varme tilhængere i skjaldene. Spora-
disk dyrkede landnamsmændene báde Frey og Freyja.
I dag definerer vi gerne abstrakt alt det som er overmenneskeligt,
og afspejler derved en naturvidenskabeligt influeret neutralitet over
for det supranormale. Hvor religionen har et godt tag i folk bliver det
som ligger over den menneskelige formáen tillagt gudernes virkefelt;
men hvilken gud? - det afhænger af kultur, tid og tradition. Til forskel
fra den dogmatisk prægede kristne tro er de fleste religioner i ret god
overensstemmelse med menneskelivet til enhver tid. Sigurd hjort var
ven med skoven og hvad der fandtes af liv i denne, men derimod fjen-
de af Odindyrkerne. Sigurd havde en mægtig ven som gav ham store
og til dels magiske kræfter, og disse brugte han til at bekæmpe dem
som Odin havde gjort usárlige over for váben. Men der skal hævnes,
og da Sigurd falder har hans gud alligevel ydet ham god hjælp mod
Haki, som var en særlig god ven af Odin. Implicit i fortællingen om
Sigurd hjort og hans fald synes der at ligge et religipst opgpr. Men for
islændingene var det mytiske borte, den indre symbolik havde mistet
sin betydning, og ikke mindst var ritualerne blevet til blotte ydre
handlinger. Ud af sagnet fik man imidlertid en virkelig god historie -
en genre som de sagn- og fortælleglade islændinge vidste at sætte pris
pá.
I sin nye grobund i et land ude i Atlanten og hos kristne lyttere be-
gyndte fortællingen at blive tilpasset islandske normer og traditioner.
Man tilfpjede en bryllupsfest for Ragnhild, da hun i vogn bespgte sin
brudgom, Halvdan den sorte, og man lod dem fá spnnen Harald hár-
fager. I forbindelse med islændingenes historisering af fortællingen
blev denne fuldstændig afmytificeret, og samtidig blev personerne ind-
placeret trygt i virkelighedens verden. Sagnets hovedperson, Sigurd
hjort, mátte som enhver islænding af rang have en stamtavle. At han
kom til at h0re til Skjoldungerne var rimeligt nok, da ogsá adskillige
fornemme islændinge havde denne slægtsmæssige baggrund. Den
ovenfor skitserede udvikling af sagnet om Sigurd hjort synes at være
náet allerede i 12. árh., sáledes som det fremgár af gamle stamtavler