Saga - 1972, Side 208

206
RITFREGNIR
have været 218; „224“ for „Norðurlandakort Abraham Orteliusar, 1570,“
burde have været 244; „240“ for Lucas Janszoon Waghenaer, 1583“,
burde have været 252. Af forstáelige grunde er langt de fleste kort-
gengivelser bragt i udsnit. Der gives imidlertid ikke alle steder oplys-
ning om, at den págældende illustration er et kortudsnit, ganske vist
ses det i reglen umiddelbart, men en oplysning herom havde dog
været pá sin plads. Málangivelserne er omhyggeligt angivet under
omtalen af kortene; under omtalen af Vinlandskortet side 134 stár
málene sáledes opgivet: (27,8 x 41). Reproduktionen af kortet findes
side 138 uden oplysning om, at det her drejer sig om et stærkt for-
storret udsnit!
Haraldur Sigurðssons bog, Kortasaga Islands, er ikke blot en beret-
ning om Islandskortets historie, men han kommer ganske naturligt
ind pá Det nordlige Atlanterhavs kartografiske gengivelse indtil
slutningen af 1500-tallet; desuden giver Sigurðsson i afsnittet „Inn-
gangur“ en fremstilling af kartografiens historie med blandt andet en
oversigt over naturfolkenes kartografi.
Evnen til at fremstille kort hænger noje sammen med tegnebega-
velsen, selv om en sádan genius ikke nodvendigvis er ensbetydende
med kartografisk skaberevne! Hulemalerier anskueliggor tegnekuns-
tens udviklingstrin pá et tidligt tidspunkt i vor civilisations historie.
Her kan vi formodentlig ogsá ane de ældste kendte forsog pá karto-
grafisk virke, idet der foruden de afbildede figurer, dyr og mennesker,
ogsá kan observeres forskellige streger. Disse kunne muligvis være
en topografisk gengivelse af en bestemt lokalitet. Men endnu har
man dog ikke med bestemthed kunnet identificere sádanne streger.
Ved at undersoge vor tids naturfolks forskelligartede kartografiske
produkter kan vi utvivlsomt fá fingerpeg om, hvorledes vor egen
kulturkreds pá et vist tidspunkt har lost problemet med hensyn til
at gengive en bestemt geografisk region. Kortene i etnografiske sam-
linger viser, som det ogsá var at vente, at den bedste kartografiske
udtryksmáde og opfattelse findes hos jægere, nomader og sofarende
folk, d. v. s. hos folk med et skærpet orienteringsinstinkt. Hvad der
ligeledes var at vente, sætter miljoets naturlige resourcer sit præg
pá kortfremstillingen. Sáledes anvender nogle nordamerikanske india-
nere bark, et materiale, der har en fordel at veje lidt og som derfor
er let at transportere.
Beboere i Mikronesien, nærmere bestemt pá Marshall-oerne, stár
bemærkelsesværdigt hojt pá den kartografiske rangstige. De frem-
stillede stavkort — sokort — med et væld af nyttige oplysninger sásom:
oernes beliggenhed i forhold til hverandre; de hyppigste bolgefron-
ter; omráder, hvor bolgeinterferens gor sig gældende og skaber nye
bolgesystemer; de fremherskende brádsoers retning mod land. Kortet
afspejler, at for dem er det essentielle under sejladsen sá afgjort b0lge'
systemerne og ikke strommen. De interfererende bolgebevægelser kan
for den indsigtsfulde sofarende fortælle om oens tilstedeværelse, endnu
for ojet har opfattet disses konfiguration. Ogsá her sætter det tot-
hándenværende materiale sit præg, idet fastsnorede muslingeskaller