Saga - 1972, Qupperneq 210

208
RITFREGNIR
eller som bygger pá disse. Nordboernes verdensopfattelse faldt sammen
med deres mytologiske forestilling: dér, hvor den del af jorden de
kendte igennem deres sejladser, ophorte, begyndte deres sagnverden,
jo mere de lærte at kende af jorden, desto længere nordpá rykkede
denne sagnverden. Men de lande de var náet til, skildrer de i reglen pá
en nogtern, erfaringsmæssig máde, sáledes som vi kender til det fra
sagaberetningerne.
En kartograf, der pá en eller anden máde har haft kendskab til de
gamle nordboers sejladser, er danskeren Claudius Clavus. Omtalen af
ham indtager en væsentlig plads i Sigurðssons værk. Det er ganske
forstáeiigt, idet der nemlig ikke er nogen anden kartograf, der i den
grad som han har præget den kartografiske udformning af Det nord-
lige Atlanterhavsomráde i det meste af 14C0- og 1500-tallet. Clavus, der
var födt pá Fyn i 1388, forársagede gennem sine geografiske værker,
at der tilflod den kartografiske verden nye oplysninger om de nor-
diske lande og vande. Hans placerings angivelser for Gronland og
Island er for den tid usædvanlig gode. Forovrigt er Clavus’ navn-
givning af gronlandske og islandske lokaliteter hojst mærkværdig.
Pá Gronland anvender han sáledes ord fra et folkevisevers og for Is-
lands vedkommende nordiske runenavne.
Vi skal langt ned i tiden for vi har sikre efterretninger om islands-
kort udarbejdet af islændinge. Den forste reelle viden om kartografisk
virksomhed i Island stammer fra den sidste fjerdedel af 1500-tallet. I
den periode er Guðbrandur Þorláksson og Sigurður Stefánsson aktive
som kartografer. Begge har givet anledning til megen skriveri. Deres
virke som kartografer falder efter Sigurðssons afgrænsning af emnet
udenfor det stof, som han behandler i Kortasaga islands. De omtales
da derfor ogsá kun ganske kort. Stefánsson nævnes kun en enkelt
gang nemlig under Vinlandskortet. Guðbrandur Þorlákssons navn
nævnes en halv snes steder, sáledes blandt andet under omtalen af
Abraham Ortelius og dennes beromte atlas Theatrum orbis terrarum,
udgivet forste gang i 1570 i Amsterdam. Sigurðsson skriver side 231:
„Fjórða kortið, Islandskort Guðbrands biskups Þorlákssonar, sem
birtist fyrst í Additamentum IV Theatri orbis terrarum, fellur utan
þess sviðs, er þessari bók er markað."
Pá side 265 i det engelske resume stár:
„In Mercator’s great atlas, which was first published in 1595, Zeno’s
Frislanda type is retained on all maps of the North Atlantic region
along with the Iceland of Mercator’s oider type. There is also a sepa-
rate map of Iceland by Bishop Guthbrandur Thorláksson. All of these
maps were reprinted in several later editions of the atlas.”
Mon ikke disse oplysninger kunne fá en ukyndig læser udi karto-
grafihistorie til at tro, at der sável i Ortelius’ atlas som i Mercators
findes islandskort, som man med fuld sikkerhed ved er udarbejdet af
Guðbrandur Þorláksson? Hvis læseren fár en sádan opfattelse, er det
forkert! Sandheden er jo den, at hverken Ortelius eller Mercator
nævner Guðbrandur Þorláksson i forbindelse med deres islandskort.