Læknablaðið - 01.02.1965, Blaðsíða 81
LÆKNABLAÐIÐ
43
udelukkende været koncentreret
om beskrivelsen af de, som
oftest meget markante, abnor-
miteter ved de egentlige binde-
vævssyndromer. Gennem det sid-
ste árs arbejde med den angivne
undersögelsesmetode har det i
flere tilfælde vist sig muligt at
afslöre et underlödigt binde-
vævsorgan og, som for patienten
i fig. 1, fá en forklaring pá indi-
videts sygehistorier. Den om-
stændighed, at metoden först og
fremmest er baseret pá lægens
kliniske blik og anamnestiske
oplysninger fra patienten, skulle
öge muligheden for at indföre
den i klinikken og dermed for-
öge vores viden og forstáelse af
bindevævsorganets funktion.
Hvor det drejer sig om vur-
dering af börn, bör registrerin-
gen af dette suppleres med un-
dersögelse af söskende, forældre
og andre familiemedlemmer.
Som anfört af Falls (1961) ved-
rörende undersögelse for mu-
ligt bindevævssyndrom: „Most
important is the simple expe-
diency of examiningtherelatives
who accompany the patient.
They frequently exhibit a more
easily recognizable form of the
disease entity and make diag-
nosis of the syndrom more ac-
curate.“
Ligesom det er kombinationen
af symptomer mere end det er
det enkelte symptoms art og
grad, der er afgörende, ligesá
er optræden af symptomer
blandt medlemmer af slægten
væsentlig i afgörelsen af, om det
drejer sig om et tilfældigt eller
lovbundet fund. Grupperegist-
rering er derfor meget vigtig,
ogsá til brug for en bedömmelse
af de genetiske faktorer.
For undersögeren er det nöd-
vendigt, at han hæfter sig ved
lidelser og abnormiteter i andre
organsystemer end det, han er
specielt optrænet i at diagnosti-
cere og behandle. Dette gælder
særlig samarbejde med tandlæ-
ger, som i dette arbejde har
været i gang det sidste ár. Man
kan helt tilslutte sig en anden
udtalelse af Falls (1961): „I am
sure that all connective tissue
disease and syndromes do have
manifestations and changes in
the mouth.“
Undersögelsesmetodens
muligheder:
Enkelte grupper af lidelser
skal kort omtales som eksempler
pá de felter, hvor en klinisk be-
dömmelse af bindevævsorganet
kan blive af betydning.
Overfor problemet bindevævs-
syndromer. Mange undersögere
vil være enige med Fraser
(1961), der i tilslutning til en
diskussion om de lidet kendte
syndromer udtalte: „I am often
puzzled and unable to put a
given patient into one syndrom
or another." Dette problem sam-
menholdt med det stigende an-
tal syndromer, der er beskrevet