Læknablaðið - 01.12.1977, Blaðsíða 54

270
LÆKNABLAÐIÐ
turligvis ikke de págældende lægers for-
mulerede 0nske om at forbigá sandheden,
men et fors0g pá at skáne og hjælpe
patienten ved ik’ke at fortælle om d^ídens
nær- og vished. Der er mange eksempler
pá, at denne stær'kt eskapistiske holdning
f0rte til at patienten isoleredes menneske-
ligt. Ofte f01te patienten selv, hvor det bar
hen, og mpdtes alligevel med stadige gen-
tagelser af, at det gik bedre, at det hele
ikke var sá galt, at der var tale om en
virusinfektion osv. I ikke fá tilfælde har
f01gen, foruden den menneskelige isolation
været, at patienten 'har tabt tilliden til
hospitalsintitutionens personale.
Informationen af dan nærdpende patient
er fortsat ikke til at beskrive 'kort eller i
overensstemmelse med fá og firkantede
regler. Der er utvivlsomt ogsá i dag pa-
tienter, der vil foretrække at blive skánet
for en direkte viden om dpdens nærhed.
Det nye b0r derfor være, at hospitalsper-
sonalet der omgás hábl0st syge patienter,
fors0ger að fá klarhed over, om patienten
0ns’ker fuld information. Viser dette sig at.
være tilfældet, b0r informationen gives.
Det b0r imidlertid i samme forbindelse er-
kendes, at denne mere ábne holdning stiller
betydeligt st0rre krav til personaler.s
menneskelige kontakt med den hábl0st
syge. Den st0rre ábenhed b0r f0lges op af
mod og tid til at tale med disse patienter,
sá at de ikke alene skal forvalte den alvor-
ligste af alle informatior.er, et menneske
kan modtage. Hvis der under de indleden-
de, nærmest sonderende samtaler, er tegn
pá at patienten helst er fri for fuld infor-
mation, má hospitallægen være villig til
at pátage sig „det kærlige formynderskap“
og forvalte informationen til det niveau,
der skpnnes mest hensigtsmæssigt for pa-
tienten.
Et særligt problem er det informations-
niveau, der tilstræbes ved samtaler med
hábl0st syge patienters párprende. Her var
det tidligere skik at de pár0rende fikk fuld
eller næsten fuld information, og den d0ds-
mærkede patient selv — som ovenfor
nævnt — ingen eller ein eufemistisk for-
klaring. Dette mátte f0re til uhensigts-
mæssige og umenneskelige spændinger
mellem de párprendes 0nske om at videre-
f0re en máske livslang loyalitet med den
háblpst syge, og deres tyngende viden,
som de ikke kunne viderebringe eller dis-
kutere. I dag tilstræber man i h0j grad at
informere den hábl0st syge patient og hans
párprende til det samme niveau. Herved
kan patient og párprende bevare den for-
trolighed, som jo er en forudsætning for
familiens stptte til en d0dsmærket patient.
En særlig side af de senere árs udvikling
indenfor feltet „patieotrettigheder" er
retten til information og medbestemmelse.
Hvad det sidste angár kan den ogsá om-
fatte sá alvorlige ting som brug af livsfor-
længende behandlinger. Ogsá i de nordiske
lande er der opstáet foreninger og lignende
bevægelser, der plæderer for at borgerne
kan udfylde sákaldte „livstestamer.ter", og
at disse b0r være bindende for de læger,
der har ansvaret for livets sidste fase.
Pladsen tillader ikke en n0jere diskussion
af, om sádanne livstestamenter, især hvis
der er tale om ældre dokumenter, kan
bringe lægen i en konflikt med det pá-
gældende lands lægelov. Det vil forment-
lig relativt sjældent ske i dag. For hospi-
talspersomalet er det lettest at forvalte
sp0rgsmálet om livstestamenter ved at op-
fatte patienters medbestemmelse som en
ret, der er uafhængig af medlemskap aí'
foreninger, udfærdigelse af livstestamenter
eller lignende. Ved pá denne máde ad
indgá i det ovenfor nævnte advokatsystem,
kan sp0rgsmálet lpftes ud af rammerne for
en forening eller bevægelse, og blive en
ret til bed0mmelse af livskvalitet m.m.,
som alle patienter har andel i.
Sidst skal kort omtales de særlige krav,
som omgangen med den d0ende og nær-
d0ende patient stiller til uddannelsen af
sundhedssektorens personale. Det er som
bekendt svært at undervise læger og syge-
plejersker systematisk i etik. Helt skal
man nok ikke udelukke, at en vis indfpring
i etiske synspunkter og analyser kan være
til nytte, men naturligvis ikke en under-
visning, der tilstræber at g0re visse etiske
holdninger i sundhedssektoren normative
udover de helt fundamentale, der i for-
vejen indgár i lægelpfte m.m. Vigtigst i
undervisninger er utvivlsomt at de psyko-
logiske mekanismer der indgár, afvejnin-
gerne af livskvalitet overfor underspgelses-
og behandlingsresultater vurderet klinisk,