Milli mála - 26.04.2009, Blaðsíða 177

vi har over for hinanden, også i en vejledningssituation. Et vigtigt
spørgsmål som straks melder sig, er hvornår og hvordan det dialo-
giske bliver realiseret. Spørgsmålet kræver en længere diskussion
end der er plads til her, men et kort og forenklet svar kan være at
den mest konkrete realisering er når vi stiller ægte og åbne
spørgsmål, dvs. spørgsmål som vi på forhånd ikke har svar på (se
også slutningen af afsnit 1.4 og eksemplet i citat 1 i afsnit 2.3).
I et vejledningsforløb som kombinerer flere vejledningsformer,
er der mange dialogiske forhold: mellem studerende og vejleder(e),
mellem studerende indbyrdes, mellem studerendes og andres tekst-
er og også mellem vejlederens og den studerendes tekst. I denne
sidste dialogform ligger fx vejlederens skriftlige tilbagemelding på
den studerendes tekst. Det er det dialogiske og de mange dialog-
former i denne udvidede forstand vi skal trække ind i vejledningen.
Teoretisk lader både det dialogiske og det kollektive perspektiv
sig forbinde med sociokulturel læringsteori9, hvilket understreger
betydningen af at deltage i praksisfællesskaber og også peger på at
vi imiterer, bevidst og ubevidst, vi observerer, vi lærer efter mo-
deller, gennem interaktion, i dialog og diskussion med andre, i et
socialt rum, i en social kontekst:
I synet på læring i eit sosiokulturelt perspektiv står imitasjon,
observasjon og modellæring sentralt. Imitasjon som læringsstrategi
har ikkje hatt nokon plass innanfor retningar som legg vekt på eigen-
aktivitet og undersøkjande haldning, slik som konstruktivismen.
Det har òg vore vanskeleg å sameine læring gjennom imitasjon med
synet på læring som ein hovudsakeleg kognitiv og individuell pro-
sess. Imitasjon er ei form for læring som byggjer på at vi er i stand
til å lære komplekse handlemønster, ofte utan at vi sjølve er med-
vitne om det. Det er ikkje berre praktiske ferdigheiter, til dømes
bruk av reiskapar eller idrettsøvingar, som blir lærte gjennem imi-
tasjon, også haldninger, normer og verdiar kan bli tileigna gjennom
imitasjon. Da er læringa så omfattende at ein kan snakke om iden-
tifikasjon med personar eller kultur (Nielsen & Kvale 199910).11
RANDI BENEDIKTE BRODERSEN
177
9 Se Jean Lave & Etienne Wenger, Situeret læring og andre tekster, København: Reitzel, 2003.
10 Henvisningen er denne: Mesterlære. Læring som sosial praksis, redigeret af Klaus Nielsen &
Steinar Kvale, Oslo: Gyldendal, 1999.
11 Torlaug Løkensgard Hoel, Skriving ved universitet og høgskolar. For lærarar og studentar, Oslo:
Universitetsforlaget, 2008, p. 57.
Milli mála 26.4.2010 14:23 Page 177