Milli mála - 01.01.2013, Síða 225

225
seres den psykoanalytiske behandling som en proces, hvorigennem
symptomerne ophæves, og de hukommelsesskader, der følger syg-
dommen, udbedres. I ”Erindren, gentagen og gennemarbejden”
inddeles behandlingsforløbet i tre faser, erindren, gentagen, gen-
nemarbejden, der overlapper og griber ind i hinanden. Før analysen
overhovedet kan begynde, skal der ikke blot være symptomer på en
psykisk lidelse, der egner sig til behandling, analysanden skal også
være stærkt motiveret. Selve analysen indledes med en erindren, der
principielt kan tage to former. Dels kan der være tale om, at for-
trængte oplevelser afdækkes, og dels om en ageren af fortrængte
oplevelser og relationer. Med ageren menes der, at analysanden rea-
gerer som i tidligere men fortrængte situationer. Man kan sige, at
hun eller han erindrer med følelserne. På baggrund af det frem-
komne materiale (re-) konstrueres de traumebesatte begivenheder
og til sidst hele livshistorien i en dialog mellem analysand og ana-
lytiker. De konstruktioner og opklaringer analytikeren præsenterer,
mødes med en modstand, der giver sig udslag som gentagelser af
symptomerne. Ofte er der også tale om en overføring, hvor analyti-
keren indtager modpartens rolle i forhold til analysanden, f. eks.
faderens rolle i den ødipale trekant. Gennemarbejdningen betegner
en punktvis overvindelse af modstanden. Denne del af processen er
karakteriseret af en gentagende ageren, der fortsætter til analysens
mål er nået. Principielt er analysens mål en integration af og
bevidstgørelse af de fortrængte forestillinger.4
Den psykoseksuelle udvikling for henholdsvis mandens og kvin-
dens vedkommende kan også opfattes som plotmatricer. De er to
historier, der handler om, hvordan mennesket bliver til et helstøbt
subjekt. I disse to grundfortællinger ligger der potentiale til en
række andre, der handler om, hvordan et menneskes udvikling kan
slå fejl og ende i en uløselig konflikt eller en konflikt, der løses ef-
terlods.
4 Når jeg i det følgende hævder, at Tove Ditlevsens roman benytter sig af psykoanalytiske plotma-
tricer eller dele af dem, er det ikke, fordi jeg mener, at det nødvendigvis er bevidst fra forfatterens
side. Hun har hævdet, at hun intet kendte til psykoanalysen før efter udgivelsen af Man gjorde et
Barn Fortræd. Selv om Tove Ditlevsen ikke per definition er noget sandhedsvidne – hun løj f.eks.
om sin alder – er det muligvis rigtigt, at hun var uden kendskab til psykoanalysen, og man må
derfor antage, at matricerne er kommet til Ditlevsen af andre kanaler f.eks. forskellige varianter af
dannelses-, krimi- og detektivromanen – genrer, der arbejder med et afsløringsmotiv.
ANNEMETTE HEJLSTED