Milli mála - 01.01.2013, Side 233
233
I Man gjorde et Barn Fortræd mødes de to genrer i den centrale
gåde, der bærer romanens handling. Skyggen, der ligger over
Kirstens sjæl, er gåden. Som et tegn uden afkodelig betydning rej-
ser den spørgsmålet: Hvad dækker skyggen over? Gåden etableres
af konteksten. Først knyttes den til Jørgen, fordi den bliver stær-
kere, da Kirsten møder ham. Idet Jørgen gør erotiske tilnærmelser
bindes den til det erotiske og en deraf afledt angst. Skyggen forbin-
des med det mandlige, idet ubehaget ved det erotiske også opleves
ved Schultz’ hænder, stemme og ansigt. Hermed synes skyggen at
etableres som kode igennem en analogisering.
Senere foregår identifikationen igennem brug af synekdoken.
Hænderne, stemmen og ansigtet henviser til en person, og som dele
af personen repræsenterer de den hele. Manden viser hen til begi-
venheden, både før og efter at han er identificeret som Schultz.
Omvendt viser begivenheden i dens metaforiske form som angst
ved det erotiske hen til manden, Schultz. Herved indtager manden
og begivenheden skiftevis rollen som tegn for hinanden.
Målet for både den psykoanalytiske og den detektiviske opkla-
ring er en afdækning af, hvad der egentlig skete. Dette mål nås, idet
det afsløres, at Schultz som ung søndagsskolelærer forgreb sig på
Kirsten. Da begivenheden er afsløret for Kirsten og i princippet
gennemarbejdet, opstår en ny gåde: Hvorfor gjorde han det? Svaret
på denne gåde falder prompte. Seksuelt interesserer han sig kun for
små piger og endnu uskyldige voksne kvinder. En forklaring på
dette begær kommer der derimod aldrig. Selvom man af psykoana-
lytisk vej kan konstruere sig frem til et motiv, fremstår begæret
forsat som gådefuldt. Det er ubegribeligt og henvises til vanvid:
Der manglede noget i hans forklaring. Han talte heftigt, lidenskabeligt,
indtrængende, men det, Kirsten ledte efter, fandt hun ikke. Noget men-
neskeligt.
Noget bag om alt det hæslige menneskeligt. Noget der gjorde det
forklarligt, at han dog engang var født af en kvinde og elsket af hende.
Det var der ikke. Nu, da masken var faldet af ham, så hun det. Han var
afholdt på trykkeriet, fordi han var omgængelig, hjælpsom og venlig. Det
var fernis, det var løgn. Hun så det nu. I virkeligheden ejede han ingen
menneskelige følelser. Kunne ikke græde og ikke le.
ANNEMETTE HEJLSTED