Milli mála - 01.01.2013, Síða 236
236
5. Den kvindelige norm
Kønnet er omdrejningspunkt for de afvigelser, der sætter fortæl-
lingen i gang og holder den i live. Det kvindelige er utvetydigt
romanens centrum og den norm, der sætter udgangspunktet. I slut-
positionen besidder Kirsten de egenskaber, der udgør normen:
”Hun var ung og fuld af gaver, og en ung mand gik tilfældigt forbi
hendes hus og greb de modne frugter, hun rakte ud over vejen. Og
hun lukkede ham ind i sit kvindelige hjerte, der var så stort, fordi
det havde lidt så meget” (Ditlevsen 1977: 216).
I begyndelsen af romanen formuleres normerne indirekte igen-
nem Kirstens intuitive fornemmelse af, hvad kvindelighed er.
Kirsten ønsker sig at blive kvinde: ”Hun ville kun så gerne være en
sund og naturlig kvinde. Ha lov til at føle sig som kvinde – det var
alt, hvad hun ønskede sig” (Ditlevsen 1977: 28). I Nina ser Kirsten
den rigtige og ægte kvindelighed: ”Kirsten elskede at tale med
Nina, fordi hun havde alt det, hun selv manglede: Sundhed, livs-
glæde, sikkerhed og et vidunderligt kynisk syn på tilværelsen”
(Ditlevsen 1977: 28).
Kirsten er selv den afvigelse fra denne kvindelige norm, der er
plottets forudsætning. Hun er usund, usikker, grim, uundseelig,
ensom og uden erotisk appeal. Og ikke mindst væmmes hun ved
mandens begær. Alle mænd har hæslige ansigter, slimede fingre,
usunde tilsmudsede drifter (Ditlevsen 1977: 111). Selv Jørgen, som
Kirsten er forelsket i, skiller sig ikke ud. Når hun tænker på ham,
stiger et ubehag op i hende, og hun støder ”gysende” hans billede fra
sig, fordi der ligger ”begær i hans øjne og krav i hans hænder”.
Kirstens reaktioner på det mandlige kan betegnes som abjektion (jf.
Kristeva 1982). Hun oplever manden som et abjekt, det vil sige
som et andet, der hverken er menneske eller ikke menneske; subjekt
eller objekt, men som noget skræmmende, placeret uden for kultu-
ren. Kirsten oplever ikke blot mænd som væmmelige og ækle, men
også som en forskelsløs anden. I en af hendes angstfantasier defilerer
tusinde mænd ”forbi hendes tørre øjne. De strakte hænderne ud
imod hende, sultne og stønnende – og de havde alle HANS ansigt,
HANS hænder, og HANS øjne” (Ditlevsen 1977: 178). Når Kirsten
således oplever det mandlige som et forskelsløst andet er det, fordi
TERAPEUTEN OG VAMPYREN