Milli mála - 01.01.2013, Blaðsíða 237
237
”alle mænd var i denne ene, hun ikke før havde kendt” (Ditlevsen
1977: 110f.). Årsagen til at alle mænd er denne ene ubekendte,
Schultz, ligger lige for. Det seksuelle overgreb har været så angst-
provokerende, at det har blokeret for hendes videre udforskning af
seksualiteten og som følge heraf spærret for indsigter, der kunne
danne et mere facetteret billede af manden. Abjektionsoplevelserne
forsvinder, da Kirsten bliver bekendt med ophavsmandens identi-
tet, mens den endimensionale opfattelse af manden først elimineres
i og med hendes helbredelse og romanens slutning.
Udviklingen i Kirstens oplevelse af mandens begær modsvares af
en ændring i hendes krop. I hovedparten af romanen fremstilles
hendes krop som afvigende fra normen om den kvindelige krop.
Pikant grimhed er nøgleordet. Mere differentieret er hun en ”grå og
forfrossen gråspurv”, hun har et ”trist, magert og blegt ansigt med
alt for fremtrædende kindben og en uren teint, hendes hår er glat,
stridt og glansløst”, og hun har krop som en femtenårig (Ditlevsen
1977: 31f., 57f, 122f., 145f.). I det øjeblik, hvor det mandlige be-
gær ikke længere er genstand for hendes væmmelse, forsvinder
tegnene fra hendes krop, og hendes krop gennemgår en forvandling
til en mytologisk skønhed: ”Og det sås på Kirsten. Alt det rangle-
de, skræmte og pubertetsprægede gled lidt efter lidt af hende, til
hun en dag rødmende steg frem med det tidlige forår, der blæste sin
mildhed i alle hjerter” (Ditlevsen 1977: 216). Ændringen af hendes
krop synes hermed at stå som et tegn på, at hun placeres i den sym-
bolske orden.
6. Manden som terapeut
Det kvindelige sætter ikke kun normen for, hvad der er kvindeligt,
men også for hvad der er mandligt. Det mandlige er repræsenteret
i lige så stereotyp en dobbelthed som det kvindelige. Men de figu-
rer, der repræsenter henholdsvis normen og afvigelsen, har andre
funktioner i plottet. Jørgen, Kirstens kæreste repræsenterer nor-
men. Først og fremmest er han i stand til at kontrollere sit begær.
Da Kirsten afviser hans erotiske tilnærmelser, kommer han hende
trøstende i møde og gør ikke siden nye tilnærmelser (jf. Ditlevsen
ANNEMETTE HEJLSTED