Milli mála - 01.01.2013, Side 246

246
en gabende afgrund og presse skrig på skrig fra hendes strube. (Ditlevsen
1977: 40f.)
I denne foregribende kode tillægger fortælleren Schultz en forventning
om, at Kirsten skal genkende ham og gennemleve sin angst. Selv om
Schultz senere udtrykker en forundring over Kirstens manglende reak-
tion på det seksuelle overgreb, er den venten, der tilskrives Schultz
snarere fortællerens. Som den eneste kender fortælleren forbindelsen
mellem Schultz og Kirsten og ved, hvad der senere vil hænde.
Fortælleren nøjes ikke med at intervenere direkte i de sammen-
hængsskabende koder. Fortælleren kontrollerer også fortolkningen
fra start til slut. Ved gang på gang at belære læseren om, hvad en
rigtig kvinde er, hvad et sundt menneske er, hvordan proletarbørn
socialiseres, opbygger hun en slags kollektiv viden og erfaring mel-
lem fortæller og læser, der ligger som et lag hinsides alle brudflader.
Den kollektive viden medfører, at fortolkningen lukkes. Læseren
bliver med andre ord aldrig i tvivl om, hvilken betydning og rolle
en enkelt begivenhed eller handling skal tillægges.
Når der bliver tale om en kollektiv viden og ikke blot en kon-
trakt mellem fortæller og læser, er det, fordi belæringen har aforis-
mens form. Den er ”et klart udsagn om en sandhed eller et dogme;
en kraftig generalisering […]. En vellykket aforisme udstiller og
sammentrækker under alle omstændigheder sandheden, og er en
oversigt eller en indsigt” (Cuddon 1976: 50). Med aforismens nære
tilknytning til ordsproget kan den opfattes som et ideogram til en
fortælling (jf. Benjamin 1977: 464). I sin folkelige og anonyme
udgave er den som ordsproget efterladenskaber, der står på de
gamle historiers plads (jf. Benjamin 1977: 464).
Gennem den aforistiske form etableres to typer viden. For det
første rehabiliteres en række arkaiske forestillinger om livet, døden,
kærligheden, ungdommen, det mandlige og det kvindelige. Om
søvnen hedder det f.eks.: ”Ingen sorg er så stor, ingen synd så util-
givelig, at den ikke under søvnens kærtegn bliver løftet fra men-
neskets skuldre. Ingen kan hade et sovende menneske” (Ditlevsen
1977: 106). For det andet artikuleres fortællerens kritiske opfat-
telse af samfundet som en uomtvistelig sandhed. Om proletarbørn
hedder det blandt andet:
TERAPEUTEN OG VAMPYREN