Milli mála - 01.01.2013, Side 247

247
Proletarbørn opdrager hinanden og forfører hinanden, flasket op som de
er med erotik. Det bor i et eller to små værelser, hvor man skal være me-
get heldig for at undgå at blive vidne til forældrenes natlige glæder, og i
skolen bliver emnet så grundigt fortiet, at de ikke længe kan være i tvivl
om, at det er pikant og farligt. (Ditlevsen 1977: 128)
Når den kollektive viden kobles til personerne, forvandles de til
eksempler på eller illustrationer af denne på forhånd givne viden.
Det er det, der sker her, hvor Kirstens og fortællerens indre stemme
glider sammen i aforistiske formuleringer om det evigt kvindelige.
Nina bliver et eksempel på, at alle kvinder har noget, som er sær-
egent kvindeligt.
”Du” sagde Nina igen ”jeg vil somme tider ønske, jeg kunne blive forel-
sket i en et ordentligt mandfolk, […] og blive gift og måske også få
børn”. […] Og Kirsten tænkte undrende på, at i drømmen om manden
og i længslen efter barnet skal alle kvinder mødes. Den mest fordærvede
kvinde, den rigeste, den skønneste og den farligste er aldrig mere fordær-
vet, rig, skøn eller fattig, end der på bunden af deres hjerte gror det
samme lille skælvende håb. (Ditlevsen 1977: 36)
Igennem koblingerne mellem de aforistiske fortællerkommentarer
og personerne, konstrueres en myte om det mandlige og det kvin-
delige. Mænd og kvinder er grundlæggende sunde og deres begær
naturligt. Kvinden vil barnet og manden vil kvinden. Manden er
aktiv og kvinden er passiv. De aforistiske, men mere udfoldede kri-
tiske kommentarer til den historiske situation danner en modpol til
myten. Maksimerne om f.eks. hvordan arbejderbørn vokser op og
indvies i det seksuelle, hvordan en kontordames liv forløber, frem-
står som en negation af idealet. Igennem denne modstillingsproce-
dure artikuleres en kritik af moderniteten som ødelæggende for
menneskets oprindelige natur. Hvor kvinden er skabt til at være
mor, stivner kontordamen:
For hænder, der er skabt til at kærtegne bittesmå barnefingre, bliver så
hårde, når de aldrig møder andet end en maskines hårde kolde jern, og
øjne, der fra skaberens hånd bestemtes til at drukne sig fortabt og leende
ANNEMETTE HEJLSTED