Studia Islandica - 01.07.1982, Blaðsíða 62

60
Blíðar. Rof sáttmálans gengur af trú hans dauðri. Hann
segir eins og Job: „Herren gav, Herren tog,“ (297) en bætir
við: „Men hvorfor gav Herren? — Hvorfor tog Herren?“
(297) Hann getur ekki komið guðshugmynd sinni heim og
saman við staðreyndir mannlífsins. Ef Guð er til þá er hann
djöfullegur: „— Aa Gud, — aa Gud . . . din Djævel .. .“
(295) Fjarstæðan lýkst að lokum upp fyrir séra Sturlu.
Hann sér að maðurinn er grundvallarlega og óhætanlega
afskiptur í þessum heimi:
Vi mangler ejensynlig en paalidelig Maalestok for, hvad der er
stort og hvad der er smaat . . . Og vi faar den aldrig. Thi vi er svage,
lader Hjertet tale —: dét er stort for os, dét er smaat. Men for Livet er
intet stort, - intet smaat. Det er blot os - os selv - der har forvansket
Livet ... Lagt ind Folelser og Begreber, som Naturen ikke ejer, ikke
anerkender. (298)
Séra Sturla skynjar að maðurinn er útlagi í ómennskri og
merkingarlausri veröld. Náttúran hefur snúið við honum
baki og mannhverf þýðing hennar flest af: „Nu er jeg lukket
ude, faldt det ham sagte ud af Munden, uden at han selv
var klar over hvad han mente dermed.“ (298)
Séra Sturla getur ekki lifað sem útlagi í uppreisn. Hann
getur ekki risið undir byrði sinni meðvitaður og flýr því
inn í vitundarleysið og gleymskuna. Við gröf Blíðar for-
mælir hann lífinu og afneitar sköpunarverkinu líkt og Job
í upphafi Jobsbókar. En það býr ekkert traust í ræðu hans;
hún jafngildir dauða Guðs í vitund manns:
Forbandede Liv! — er der en Gud der har skabt dig og som styrer
dig, saa er det en ond Gud, en afmægtig Gud, en dum Gud. Men der
er ingen Gud - ingen Gud! - ingen Gud! ... Hvad hjælper det, at I
kommer med Markens Lilje, sigende: se, den har Gud skabt, - er den
ikke vidunderlig? - og et Tegn paa hans Almagt? Jeg siger: nej! nej! nej!
For har Gud skabt det ene, saa har han ogsaa skabt det andet. Har han
skabt Markens Lilje, saa har han ogsaa skabt Havets grumme Uhyrer.
Har han skabt det gode, saa har han ogsaa skabt det onde. Vil han
undertiden det vi kalder godt, saa vil han mindst lige saa ofte det vi
kalder ondt. Og en god Gud - en algod Gud - kan ikke ville det onde.
Og det onde kan heller ikke ske uden hans Vilje, - hvis han er almægtig.