Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1942, Blaðsíða 16

14
en længere indskrift paa et køkkenredskab fra Trå (Hardanger)
er stort set materialet, som denne tid har overleveret os. Ikke
alene har altsaa skikken at rejse runesten, men runeskriften i
det hele taget været af ringe betydning i Norge ved denne tid.
De enkelte stene, som maaske kan formodes at tilhøre samme
periode, Valby-stenen (Vestfold) og de mere usikkert daterede
stene fra Orrestad (Helleland) og Eikeland (Nordhordland)1
er ganske enkeltstaaende exempler, der nærmest viser, at en
runesten var en raritet, ikke et almindeligt kulturtræk2.
Den ogsaa i nyere tid af og til udtalte forundring over, at der
ikke kendes islandske runestene fra ’den hedenske tid’3, er alt-
saa ugrundet, og det er unødvendigt (med Bjorn Magnusson
Olsen) at henvise til ’mindekvad’ som erstatning for den sav-
nede runestensskik eller til de islandske stenarters hurtige for-
vitring (hvilket er direkte forkert: flertallet af de bevarede is-
landske middelalder-indskrifter ser ud, som om de var hugget
igaar), for at forklare sig fænomenet. Grund til forundring vil
der først blive, hvis der engang findes en 'hedensk’ runesten paa
Island.
Imidlertid blomstrede runerne i andre vestlige udløbere af det
norrøne samfund: Man, Skotland, Shetland. Der er dog to spe-
cielle forhold for disse egne at tage i betragtning. For det første
kan indskrifterne tidligst dateres fra c. 930, da det islandske sam-
fund i alt væsentligt maa antages at have stabiliseret sig og have
været mindre tilbøjeligt til at optage nye former. (Man kan le-
vende forestille sig, at et nybyggersamfund som den islandske
fristat, hvad gravlæggelse o. 1. angaar, har holdt stædigt fast
ved, hvad der havde været brug i det gamle hjem, og kun nødigt
har indført nye skikke). For det andet traf landnamsmændene
i disse egne et allerede fuldt udviklet samfund og i dette sam-
9 En runesten fra Kirkjubøur paa Færøerne, der siden Wimmers tid (Die
runenschrift, 1887 p. 311 f.) jævnligt henføres til denne periode (Seip, Norsk
språkhistorie, 1931 p. 47; Magnus Olsen i Nordisk Kultur VI, Runerne, 1933
p. 85 o. fl. a.), er endnu saa usikkert læst, at den ikke bør benyttes i nogen bevis-
førelse.
2) Se om disse indskrifter Magnus Olsen i Nordisk Kultur VI, Runerne, 1933
p. 85 ff.
3) F. ex. Magnus Olsen i Nordisk Kultur VI, Runerne, 1933 p. 100; Bjorn
Magnusson Olsen, Runerne i den oldislandske Literatur, 1883 p. 5 f.