Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1942, Blaðsíða 51

49
ninger. Af de godt 100 indskrifter, der i udgaverne er gengivet
med runetegn, er langt over halvdelen trykt med bestemte rune-
typer, der selvfølgelig kun i groveste træk kan tjene som sammen-
ligningsgrundlag. Resten er afskrifter eller tegninger og ganske
enkelte fotografier; disse byder nogen, omend ringe hjælp. Allige-
vel kan man nok regne med, at der af det foreliggende mate-
riale kan uddrages et nogenlunde rigtigt billede af det middel-
alderlige runealfabets hovedtyper, der saa i mangel af bedre maa
tjene til sammenligning med de islandske indskrifter. Skematisk
opstillet bliver oversigten som vist side 501.
Denne sammenstilling af de normale middelalderlige norske
runeformer med de islandske normaler og vigtigste særformer
viser — som ventet — tydeligt de to alfabeters meget nære slægt-
skab paa grundlag af en oprindelig identitet. Det fremgaar af
sammenstillingen, at de islandske former, hvor forskelle fra de
norske foreligger, gennemgaaende staar paa det yngste udvik-
lingstrin. I flere tilfælde forekommer de norske (og ældste) nor-
malformer kun som enkeltstaaende særformer eller dog mindre
almindelige typer i det islandske materiale. Dette gælder tegnene
for d, e, s, y2. De paagældende tegn er her blevet erstattet af
særligt udviklede former, af hvilke en enkelt, y, synes ikke at
forekomme i norsk runeskrift:
d. den almindelige norske form 1 optræder kun to gange i
islandske indskrifter, hvor det vistnok yngre 1 og det sikkert
deraf udviklede 4 har majoriteten. Typen med en ring (eller
firkant) i stedet for et punkt er vel ogsaa udviklet af 1; grunden
til udviklingen er ikke klar, men det kan formodes, at praktiske
forhold, som sandsynligvis ved de andre ’ringformer’ (se e og
s), har gjort sig gældende: 4 er betydeligt lettere at skelne
fra 1, t, end 4. Skønhedshensyn kan ogsaa have haft betydning.
v) Netop under korrekturen paa »Islands runeindskrifter« udkommer ved Mag-
nus Olsen »Norges innskrifter med de yngre runer I«. Til dette værk har jeg altsaa
ikke kunnet henvise, men en gennemgang af det synes at vise, at de bemærkninger
om norske runeformer, der her er fremsat paa grundlag af ældre materiale, i det
store og hele er i overensstemmelse med de faktiske forhold. Sikkert kan der imid-
lertid ikke bygges paa sammenligningen med det udkomne første bind, da dette
omhandler de Island fjernestliggende egne (fylkerne Østfold, Akershus, Hedemark,
Opland).
2) I et enkelt tilfælde, p, foreligger den ene af de oprindelige typer over-
Jiovedet ikke i Island.
Islands Runeindskrifter.
i