Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1942, Blaðsíða 23

21
sta5ur (side 133), er fra 1681. Til indskrifter paa ligstene er ru-
nerne efter dette sene tidspunkt næppe blevet brugt1; at inter-
essen for dem stadig levede, viser de i ret forbavsende antal
optrædende alfabetopskrifter og andre notater, der væsentligt
som marginalia findes i en række ældre og yngre islandske
haandskrifter (se side 213 ff.). Desuden har aabenbart det 17.,
18. og 19. aarhundredes antikvariske interesse igen fremkaldt en
folkelig runerenaissance. Sammen med de forskellige specielt is-
landske former af bogstavskrift2 optræder ogsaa runer paa en
del af de prægtigt udskaarne islandske træsager af forskellig art
(en række exempler side 227 ff.). Fra samme sene periode stam-
mer sikkert flertallet af de indskrifter, der læses paa turist-
besøgte steder (se f. ex. Hvaleyri side 80, Paradisarhellir side
90) og paa de foregivne gravstene over lokalmytiske personer
(jfr. Flekkuvik side 81, RafnkelsstaSir side 84, Leyningsholar
side 170).
II. Oversigt over materialet. Runestene. Der kendes nu
ialt 47 ’ægte’ islandske runestene, 29 bevarede (hele eller i brud-
stykker) og 18 tabte (helt ødelagte eller kun kendt gennem ældre
tegninger og beretninger)3. Samtlige er kristelige, overvejende
middelalderlige ligstene4, og alle har været anbragt i liggende
stilling paa graven5 6.
De fire indskrifter fra Islands sydvestlige hjørne, Reykjanes
(titskålar 1—2, Hvalsnes 1—2), er alle anbragt paa tilfældige
9 Der maa selvfølgelig ses bort fra de helt nye indskrifter paa mindesten,
der ganske uden forbindelse med folkelig tradition optræder paa Island som i
Nordens øvrige lande (f. ex. Skalla-Grims mindesten paa højen ved Digranes).
2) Om disse se Brynj bifur Jonsson i Arbok 1900 p. 36—42.
3) Forholdet mellem disse to tal er saa meget mere forbavsende, som det frem-
gaar af literaturen om de tabte sten, at adskillige af dem har været kendt og endog
er blevet videnskabeligt undersøgt endnu sent i det 19. aarhundrede. Man mindes
uvilkaarlig Jonas Hallgrimssons bemærkning fra 1839: »Svona fara pær alla vega,
fornleifarnar okkar« (p. 176).
4) Bevislig yngre end reformationen er kun BreiBab61sta6ur-stenen fra 1681;
sandsynligvis hører ogsaa Flatey-stenen og maaske Holt 1 hjemme i samme gruppe.
6) Ældre forfattere, især Finn Magnusen, men endnu C. Engelhardt i 1876 (se
Flekkuvik, side 84) bruger gentagne gange om de islandske runestene udtrykket
stod eller var rejst. Dette maa naturligvis ses i forbindelse med de paagældende
forfatteres overbevisning — og ubevidste ønske — om disse gravstenes nære
slægtskab med oldtidens rejste runestene.