Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1942, Blaðsíða 40

38
a, å: -1. Der foreligger kun enkelte, maaske tilfældige sær-
former af denne rune; Hvalsnes 1 A1; i de unge alfabeter AM.
193, IV 8:o forekommer en lignende form samt 1 (i samme alfa-
bet t: T). Som venderune findes h to gange paa GrenjaSarstaSur,
der ellers (10 gange) bruger normalformen, jfr. n. Endelig ud-
trykkes a ved en kvistrune (4. rune i fujmrkens 2. æt) paa
Mælifell-stenen2.
Anm. 1. Samme form, evt. med krummet bistav, træffes i de andre
nordiske landes yngre indskrifter; den udvikles uden tvivl spontant.
Jfr. Danmarks Runeindskrifter nr. 102 Mønsted 2, 256 Søborg 1,
jfr. p. 42: n.
Anm. 2. Magnus Olsen anfører, Nordisk Kultur VI, Runerne, 1933
p. 105, en særform +. Den findes ikke i de islandske indskrifter.
b: B, fc. Et par ’pynteformer’ (egl. ligefrem majuskler) fore-
kommer paa den unge Storholt-sten. I AM. 175c 4:o findes en
form med firkantede bælge.
c: H, den sædvanlig brugte form i middelalderlige norske ind-
skrifter1, men bogstavet forekommer i det hele sjældent.
Anm. 1. En træpind fra Årdal kirke skriver critus for Christus;
her er for c anvendt h, for s 1 (Aarsb. f. Foren. t. no. Fortidsm. Bev.,
1868 p. 35 ff.).
d og 8 gengives i det islandske materiale sædvanlig med samme
tegn1: d-runen (stungent t)2. Denne forekommer i en lang række
variationer, ofte to lidt forskellige i samme indskrift. Den hyp-
pigste form er t-; ved siden heraf træffes den typologisk ældre
1 (f. ex. Husafell, Gufudalur), t (f. ex. Otskålar 1, Munka})verå),
1. (f. ex. Dråpuhli8, Grund, Muli), $ (f. ex. Teigur 1, Hallbjarnar-
eyri 1), 1 (Hvalsnes 2, Tryllepinden fra Berg})6rshvoll)3; $ findes,
foruden i Paradisarhellir 14, kun i alfabetet i AM. 434 a 12mo, idet
textstykket i samme haandskrift har den gennemstregede (ældre)
form, jfr. e. Som rene særformer maa følgende betragtes: t paa
Reykir (ogsaa normalen), normalen med unaturlig lang tvær-
stav i GI. kgl. Saml. 3269 a 4:o, normalens venderune, der fore-
kommer paa Grenja8arsta8ur, og venderunen af den gennem-
i