Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1942, Blaðsíða 64

62
de mange i denne bog fremsatte oplysninger, der er af stor, men
endnu delvis unyttet værdi for udforskningen af runernes spe-
cielle brug og forskellige afarter (især paa Island), og som sam-
men med den fremsatte teori om runernes oprindelse (fra de
latinske bogstaver) virker forbavsende moderne, henvises kun
et enkelt sted til en i almindelige vendinger holdt udtalelse an-
gaaende runestenenes alder af Årni Magnusson, der ansaa den
nu tabte Kalmanstunga-sten for at være den ældste islandske
(se Kalmanstunga side 106). Bemærkningen, der iøvrigt viser,
at Årni Magnusson har siddet inde med et nu tabt materiale
om en række af de islandske indskrifter, drejer sig om, at ingen
af de islandske indskrifter er fra hedenskabens dage. Herfra har
Jon Clafsson draget videre slutninger, end han burde, og kom-
mer til samme resultat som enkelte af de ældre svenske runo-
loger: at alle runemindesmærker i det hele taget er yngre end
kristendommens indførelse i Norden, ligesom runeskriften i sig
selv maa være en forholdsvis ny foreteelse, der ikke har noget
som helst med den hedenske oldtid at skaffe.
Ved denne tid begyndte man dog efterhaanden ogsaa at rette
blikket mod selve indskrifterne. Jon Clafsson har aabenbart op-
rindelig tænkt sig at benytte exempler ogsaa fra de islandske
runestene til sin runologi. I et brev fra 17321 beder han præsten
i Hitardal, Vigfus Jonsson, om en afskrift af Kalmanstunga og
andre indskrifter. Det ser ikke ud til, at han har faaet mere ud
af sine efterforskninger, end Ole Worm fik. Hvad der ellers
findes af oplysninger om islandske runemindesmærker i det 18.
aarhundrede, indskrænker sig til enkelte bemærkninger hos Eg-
gert Clafsson og Bjarni Pålsson, i hvis rejsebeskrivelse2 et par
runesten er gengivet i kobberstik, beskrevet og tolket (se Hvam-
mur 1 side 111, Borg 1 side 121). I samme værk omtales ogsaa
et par af de huler, hvori besøgende har ristet runelignende bo-
mærketegn (Bjarnarhellir side 127, Songhellir side 136); i 1793
omtales paa lignende maade hulen Snorrariki (side 95) i lægen
Sveinn Pålssons rejsedagbog.
Fraregnet de to enkeltstaaende indskrifter fra Hvammur og
Borg var en egentlig undersøgelse af de islandske runeindskrifter
J
J) AM. 996 4:o, jfr. Jon Helgason, Jon 6lafsson p. 58 not., p. 327.
2) Eggert Olafsen og Bjarne Povelsen, Reise igiennem Island I, 1772.