Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1942, Blaðsíða 28

26
For disse indskrifters vedkommende er der imidlertid visse for-
hold,, som maa tages i betragtning, inden man lader dem glide
ind som led af Islands runeskrift. Interessantest er uden tvivl
den side 208 omtalte træskovl, hvis indskrift falder noget uden
for det øvrige islandske materiale, og som, forudsat at den i det
hele taget er islandsk, sikkert er den ældste af alle indskrifterne.
For de to sneldehjuls vedkommende (side 207) synes det bl. a.
gennem runeformerne at kunne godtgøres, at de stammer fra
nordbokolonierne paa Grønland. Endelig er indskriften paa den
lille Bergjmrshvoll-tryllepind med alfabetet og sator-arepo-form-
len vist meget ung og burde maaske henføres til de yngste ind-
skrifter (side 227 ff.); imidlertid viser den ved sin magiske formel
og sin alfabetmagi et saa intimt slægtskab med middelalderlige
forestillinger, at det forekommer rigtigst at behandle den i den
foreliggende gruppe, selvom den skulde være udført saa sent som
i det 17. (eller 18.) aarhundrede. Om tiden for den fragmenta-
riske fujjork paa hvæssestenen (side 205) kan intet sikkert siges.
Den kan være ganske ung; enkelte runeformer (s: 1 og h med
forholdsvis korte bistave) er af gammel type, men træffes ogsaa
i yngre indskrifter.
Haandskrifter. De runer, som forekommer hist og her i is-
landske middelalderlige haandskrifter, og af hvilke der her er
medtaget en række af de almindeligst kendte og tilgængelige1,
maa naturligt deles i to grupper:
A. De runenotater, som danner en integrerende del af selve
det paagældende haandskrift og altsaa følger dettes art og da-
tering.
B. Marginalnoter og lignende tilføjelser, der sikkert for det
meste er endog betydeligt yngre end haandskrifternes tilblivel-
sestid.
Ældst iblandt de fire værker, der udgør den første gruppe, er
uden tvivl den 3. grammatiske afhandling i Snorra-edda. I denne,
hvis forfatter døde i 1259, behandles de enkelte runetegn og an-
føres en sætning (magisk) med runer (side 215). De to haand-
skrifter, hvori disse runer er bevaret, dateres i alm. til o. 1300
og o. 1400. De tre øvrige texter, hvori runer forekommer som
*) Desuden er her medtaget et par runealfabeter af gi. type, men fra senere
haandskrifter.