Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1942, Blaðsíða 185

183
historie, gav en udmærket fri og meget dramatisk beskrivelse
af billedværket paa døren. Beskrivelsen (se uddragene i litera-
turfortegnelsen) bevirkede, at Oldsagskommissionen samme aar
foreslog provst Årnason at lade døren opbevare paa museet,
mod at kirken fik en ny dør som erstatning for den gamle. Efter
en mindre korrespondance om denne sag5 gik byttet i orden;
døren ankom til København i 1851 og indlemmedes i det Kgl.
Museum for nordiske Oldsager. Ved ankomsten viste det sig,
at den var kraftigt overmalet, hvilket selvfølgelig i nogen grad
har vanskeliggjort den nøjagtige opfattelse af udskæringer og
indskrift. Tillige viste den sig at være noget medtaget, og en
lang og smal afflisning, der i dørens højre side strækker sig fra
øverst til nederst mellem yderste højre og midterste planke,
maatte restaureres ved indsætning af en ny træliste. Dette ar-
bejde er udført med stor nøjagtighed; det eneste, der ikke har
kunnet restaureres, er de første ved afflisningen ødelagte runer
i indskriften under den liggende løve.
Den prægtige dør vakte naturligvis oldforskernes interesse ved
sin ankomst til museet. Runeindskriften kunde man dog fore-
løbig ikke tyde; den afskrift, som P. G. Thorsen skaffede sig
gennem Herbst (1852), bærer ingen tolkningsforslag, men er for-
øvrigt ogsaa i sig selv temmelig fejlagtig. Des mere bestræbte
man sig for at tolke billederne. Efter alt at dømme er Svend
Grundtvig (1853) den første, der har set den nærliggende lighed
med dragekampmotivet i de forskellige sagn om løveridderen.
Udelukkende for udskæringernes skyld medtog Worsaae (1854
og 1859) Magnus Petersens radering af døren. Denne ældste af-
bildning, der et par gange ogsaa optræder i den senere literatur,
er i enkelte detailler unøjagtig, f. ex. er i øverste felt partiet
med dragens tunge og ungerne helt misforstaaet.
Omfattende behandlinger af døren leveredes dog først en aar-
række senere af George Stephens, der i et par forøvrigt omtrent
enslydende afhandlinger (1868, 1869, 1874) ledsagede af en ny
og nøjagtigere tegning af Magnus Petersen6 redegjorde for billed-
værket og forelagde en i alt væsentligt rigtig tolkning af ind-
skriften. Stephens gaar ud fra, at billederne simpelt hen fore-
stiller kong Didriks dragekamp, men i en form, der er noget
afvigende fra den almindeligt kendte. Af særlig interesse er hans