Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1942, Blaðsíða 138

136
mcnjasafniQ åri5 1912. Nr. 6395, 24/10. »Legsteinn me8 åletrun, sem
a8 sumu leyti er me8 runum og a8 sumu leyti me8 latinuletri —.«
Tegning. Beskrivelse. Læser indskriften som en »ferskeytla«, ind-
ledet med den dødes navn og afsluttet med hendes dødsaar (den
her givne læsning). Henviser til Kålund 1882 og Bjorn Magn-
usson (5lsen 1899.
Finnur Jonsson, RunafræSi, 1930 p. 53 f. Efter Kålund 1882 og Bjorn
Magnusson (5lsen 1899. »Retta er efalaust yngsta åletranin; års-
talfå er vist rjett; rjettritunin svarar til jaess (hvgler)«.
Matthias Pordarson i Rit eftir Jonas Hallgrimsson III, 1933 (—1937)
p. 291, p. 303 (noter til p. 116 og p. 193). Literaturhenvisninger.
SONGHELLIR
I BårOarsaga nævnes Songhellir første gang, og allerede her frem-
hæves som noget særligt og bemærkelsesværdigt det ualmindelig kraf-
tige »dvergmåla« eller ekko, som kan iagttages i hulen. I nyere tid
har stedet aabenbart været flittigt besøgt af turister og andre rejsende,
der her som andre steder har moret sig med at indridse deres navne
og navnemærker, ofte med vedføj et aarstal. Af denne grund nævnes
Songhellir ofte i literaturen om de islandske runeindskrifter, men alt
foreliggende materiale og afskrifter fra ældre og nyere tid viser til-
strækkelig tydeligt, at her ikke er tale om egentlige runer.
Literatur.
Bårdarsaga Snæfellsass kap. 4 = Nord. Oldskrifter XXVII, 1860 p. 7.
»Rå fann BårSr helli storan, ok bar dvoldu jæir um hri5. Rar
jootti beim svara ollu J)vi er jæir mæltu, jwi at dvergmåla kva8
fast i hellinum. Hann kolluhu jadr Songhelli, ok geråu bar 611
rå8 sin, ok hélzt bat alla stund sfåan meåan BårSr lifåi.«
Eggert Olafsen og Bjarne Povelsen, Reise igiennem Island I, 1772
p. 273. »Ei aleene fremmede, men ogsaa indenlandske Reisende
pleie giærne — — at besee Saunghellir eller Sanghuulen.« —
Beskrivelse-----»denne dens Dannelse, er igien Aarsag til, at
Luftens bævende Bevægelse slaaes meget hæftigen tilbage, hvor-
ved Lyden mangfoldigen fordobles, og giver et meget stærkt,
dog forvirret Gienskrald. De Reisende fornøie sig derfor, med at
synge og raabe der inde; men det Artigste er, naar man kun
spytter, eller taler i den laveste Tone, hvorledes det da brummer
i Huulen overalt, og giver en Gienlyd, som er ret sørgelig. Den