Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1942, Blaðsíða 29

27
led af indholdet, dateres alle til omkr. 1500. Bosa-sagas rune-
formel (side 217) er ældgammel, overtaget fra vikingetidens he-
denske magi; det samme gælder fujmrken i et lille haandskrift
af magisk indhold (side 220). Personnavnene, der paakaldes for
gevinst ved brætspillet (side 219), er nok snarest en slags helgen-
navne, vel til erstatning for ældre tiders paakaldelser af hedenske
guder. Alle disse runemindesmærker er, som det vil ses, saavel
ved deres alder som ved deres kulturhistoriske betydning af ikke
ringe interesse* 1.
De runenotater, der optræder i gruppe B, er utvivlsomt gen-
nemgaaende betydeligt yngre end de ovenfor omtalte, men en
datering kan paa grund af forholdene ikke gives med nogen sik-
kerhed. Af de her medtagne 9 haandskrifter i denne gruppe
bringer de sex alene runealfabetet, to alfabetet + en magisk for-
mel eller en ejerformular. Det sidste indeholder en linje endnu
utolket runeskrift. Intet af dette materiale, heller ikke den ma-
giske formel, gør indtryk af at have sin rod i en fjern fortid, og
det er uden tvivl alt sammen blevet ført i pennen af historisk
interesse eller for kuriositetens skyld. Ældst iblandt alfabeterne
er det blevet formodet at være, som findes i AM. 434a 12m0 (side
219)2. Dette er imidlertid af en utvivlsomt yngre type end ad-
skillige af de andre alfabeter. Yngst iblandt de her medtagne er
sikkert de to, som findes i AM. 193,IV 8:o, fra 1600-aarene. Efter
denne tid optræder der endnu hyppigt notater med runer, navn-
lig alfabeter, i haandskrifterne; ofte drejer det sig ganske tyde-
ligt om almindelig interesse for de gamle tegn, til andre tider
9 Foruden disse ovenfor omtalte ældre runenotater forekommer der i en lille
gruppe islandske haandskrifter brug af runer paa en speciel maade. Det drejer
sig om runerne V, f og Y, m, der af og til bruges som forkortelsestegn for de ord,
der i de gamle runedigte (jfr. AM. 687d, side 220) optræder som runens navn:
fé og maør. Bjorn Magnusson 6lsen har lagt meget stor vægt paa dette rent
grafiske forhold, der efter hans mening er et vigtigt led i beviset for, at man
oprindelig havde brugt runerne til storre literære optegnelser paa Island (Runerne
i den oldislandske literatur, 1883 p. 40—43 med literaturhenvisninger). Om en
lignende brug af Y udenfor Island se Sveriges Gamia Lagar I, Westgotalagen, 1827
p. III, p. 45; jfr. Bruno Sjoros i Skr. utg. av Svenska litteratursallsk. i Finland,
CXLIV, 1919 p. VI.
2) Finnur Jonsson i Aarboger 1910 p. 304 anser det for at være samtidigt
med manuskriptet. Imidlertid er runerne af en yngre type end de andetsted i
ms. brugte, ligesom de øjensynligt ikke er skrevet i fortsættelse af den egentlige
text, jfr. side 219.