Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1942, Blaðsíða 84

82
overflade og i plan med denne ligger en lille flad, firkantet lavablok,
42 x 33 cm. De tydelige runer er anbragt paa tværs over stenen.
Indskriften, der tilstrækkelig klart viser sig at være af nyere dato
— maaske 18. aarhundrede (forkortelsen h h, anvendelsen af runen
j,1) — er formodentlig frembragt af en person, der har fundet det
passende, at den landnamskvinde Flekka, der er blevet konstrueret
paa grundlag af gaardens navn, og om hvem der sikkert allerede
tidligt har dannet sig sagn, fik et synligt minde paa stedet. Ved mit
besøg vidste den ene af bønderne (Flekkuvik er nu tvibyli) at for-
tælle den sædvanlige, nu dog ikke mere troede historie om, at Flekka
skulde ligge begravet under stenen og om hendes heldbringende virk-
somhed for sejladsen udenfor. Som det fremgaar af literaturen har
dette mindesmærke, trods Jonas Hallgrimssons undersøgelse (1841)
spillet en viss rolle temmelig langt frem i tiden (Engelhardt 1876).
f 7,4 cm, a 7,5 cm, første h 9 cm.
Undersøgt i juli 1938.
h h
f lecka
H(er) h(vilir) Flecka.
Anm. 1. Samme rune for c træffes i Norge i det 18. aarh. Den
findes i den runeindskrift, hvormed studiosus Schnabel i 1765 har
signeret sit værk, en Altertavle fra Eidfjord (Aarsberetn. f. Foren. t.
no. Fortidsm. Bev„ 1891 p. 42), og for C i et med runer omskrevet
romertal paa en mankestol fra o. 1750 (Aarsberetn. f. Bygningsmuseet
f. Trondhjem og Trøndelagen 1916—17 p. 25 f., fig. 11).
Literatur.
Gudmundur Bodvarsson, Antikvarisk indberetning 9. juli 1817 i Na-
tionalmuseets arkiv. Se Finn Magnusen 1824.
Finn Magnusen i Rasmus Nyerup, Verzeichniss, 1824 p. 36 (efter
GuSmundur Bo3varsson 1817). »Nach einer Zeichnung (die vor
kurzem der antiquarischen Commission zu Kopenhagen zuge-
schicht wurde) enthalt sie nur diese kurze Zeilen: **, vielleicht
das sonst gewohnliche H(ér) h(vilir) o: hier ruht — hic jacet;
und dann ein sonst unbekannter Nahme PM-JN Flecka, oder
Flekka — wovon doch ohne Zweifel der vorgenannte Hof den
seinigen bekommen hat. Der Stein ruht auf einem Grabhiigel,
und ist, wie es jezt historisch erweislich scheint, von des Landes