Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1942, Blaðsíða 68

66
hovedfejl sikkert i de fleste tilfælde deri, at han ikke selv har
haft lejlighed til at undersøge de paagældende indskrifter, men
roligt har bygget paa andres troværdige beretninger. En moderne
runolog stoler aldrig ganske paa en kollegas iagttagelser, men
Finn Magnusen tolkede rask væk formodede indskrifter paa
grundlag af ikke-runologers afskrifter efter bedste evne. Derfor
blev resultatet i mange tilfælde parallelt med Runamo-affæren,
hvor filologen (selvfølgelig) gik ud fra, at de furer, som geologen
Forchammer erklærede for ikke frembragte af naturen, maatte
være menneskelige skrifttegn, og derefter lod sin fantasi tolke
»runerne« som et kvad om Harald Hildetand.
Den mand, som ad praktisk vej kom til at udføre det største
samlede arbejde med de islandske runeindskrifter, og som der-
ved skaffede sig det største personlige kendskab til dem, var
Jonas Hallgrimsson. Paa sine to naturvidenskabelige under-
søgelsesrejser i Island, 1837 og 1839—42, har han ved siden
af sit øvrige arbejde ogsaa gjort righoldige antikvariske iagt-
tagelser og derunder undersøgt og beskrevet ikke færre end 19
indskrifter, et bemærkelsesværdigt antal i betragtning af hvor
spredt materialet før hans tid er indgaaet. Desværre drog Finn
Magnusen, for hvem disse undersøgelser egentlig er udført, som
nævnt ikke det fulde udbytte af Jonas Hallgrimssons omhygge-
lige tegninger og beskrivelser, som først kom en senere tid til
gode. Dette er saa meget mere at beklage, som materialet, hvad
nøjagtighed og ædruelighed angaar, ligger langt over alle tid-
ligere beskrivelser, og fordi man altsaa ogsaa paa dette punkt
først for sent kunde yde skyldig anerkendelse for det udmærkede
arbejde, som anvendt i rette tid meget vel kunde have ført den
islandske arkæologi ind paa rationelle baner. Naturligvis und-
gaar digteren ikke nu og da at drage overdrevne slutninger —
hertil har Finn Magnusens indstilling overfor emnet utvivlsomt
opmuntret ham, ligesom man maa huske paa, at han, naar han
optræder som runolog, ikke kan støtte sig til egen autoritet —
men tilfældene er ganske enkelte; langt mere iøjnefaldende er
hans nøjagtighed og hans velanvendte kritik. Uden at vise nogen
som helst tiltro til og kun den nødvendigste respekt for sagnet
om Flekkas grav ved Flekkuvik, graver han paa stedet og finder
fast lavaklippe faa centimeter nede. Havde Finn Magnusen i
J