Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1942, Blaðsíða 169

167
Sagnet om Elin blåhosa gentages i Schevings usignerede af-
skrift i Werlauffs manuskripter; det samme meddeler J. Jons-
son, men tilføjer tillige den ikke uinteressante oplysning, at
denne »Blåhosusteinn« har maattet tjene som genstand for
Munka jsverå-folkenes styrkeprøver. Maaske er det ved denne
ublide behandling, at indskriftens indledning og slutning er
skallet af. Om slid eller »udkradsning«, som Scheving kalder
det, er her i hvert fald ikke tale.
Kålund (1879—82, 1882) meddeler indskriften udelukkende
paa grundlag af manuskripterne, og en ny, paa selvsyn bygget
læsning foreligger først i 1906 ved Brynjulfur Jonsson. Han er
tillige den første, der oplyser, at stenen er itu. I 1908 er den
da endelig blevet sikret ved indlemmelse i BjoSminjasafn (nr.
5629).
Munkajaverå-stenen er en syvkantet prismatisk stensøjle, hvis
to brudstykker har en samlet længde paa 112 cm. Indskriften
strækker sig bustrofisk over to sammenstødende flader paa hen-
holdsvis 10 cm og 9,5 cm. Ved afskalning, formodentlig foraar-
saget ved den ovenfor omtalte ublide behandling eller ved frost-
sprængning, er indskriftens begyndelse, med plads til 10—11
runer, og slutning, formodentlig 12—13 runer, gaaet tabt. Ind-
skriften er anbragt mellem rammestreger, hvis indbyrdes afstand
ved r i hen nar paa side a er 6,9 cm, ved h i hennar paa side
b 6,5 cm. I stenens lodrette endeflade ved indskriftens begyn-
delse og slutning er der indhugget et lille kors.
Undersøgt i august 1937.
..............(uig)dis i arna • dott(er); gud • fride ■ hen-
nar i sal
• er i hennar i artid • tueim [ • ] (no)ttum • fi(rir ; mar)-
[Hér hvilir1] Vigdis Årnadoltir, Gud fridi hennar sål, er hennar
årtid Iveim nottum fyrir Mar[iu messu fyrri] eller [sidari2]
Anm. 1. Uden tvivl har indskriften været indledet med den sæd-
vanlige formel hér hvilir eller hér liggur.
Anm. 2. Scheving (1829) har sikkert ret i sin formodning om, at