Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1961, Qupperneq 24

4
fragmenter. De legender, der er trykt s. 690-1204 efter håndskrif-
terne MarE2 og MarDx, hører for langt den største dels vedkom-
mende til gruppe 3.
Nu skal omtales nogle af de forhold, der begrunder denne ind-
deling, men også ting, der viser dens begrænsning.
De legender, der klassificeres i gruppe 1 er ikke ordnede efter
noget fast princip, og dog kan der findes stumper af de ret faste
smågrupper af legender, der er kendt fra den latinske legende-
litteratur, sådan som Mussafia har beskrevet dem. Således er der
fire legender MarB s. 73-78 de samme som Pez nr. I-IV, men i
omvendt rækkefølge, og andre fire legender MarB s. 81-85 svarer
til Pez nr. V-VIII. Disse to grupper findes også samlede i engelske
latinhåndskrifter. Ligeledes finder man legenderne MarB 106-1082 7
i samme orden i et engelsk legendehåndskrift på latin i British
Museum.
Legenderne i gruppe 1 er for det meste oversættelser, der stam-
mer fra mindre, anonyme legendesamlinger, der er blevet til på
anglonormannisk område i jærtegnsamlingernes første tid, dvs.
tiden fra ca. 1050 til omkring år 1200.
Men der er andre legender i denne gruppe. Ved en nøjagtig læs-
ning af nogle af disse legender i sammenligning med motivbeslæg-
tede legender i gruppe 2 kan det nemlig afsløres, at den klassiske
form ikke er borgen for, at oversættelserne stammer fra den ældste
periode. Det viser sig, at legenderne kan have fået det klassiske
tilsnit og den let dramatiserede form efter at de forelå i norrøn
oversættelse. Et eksempel skal vise denne vandringsvej.
Legenden MarB 1322 6 findes også MarS 255, der igen er parallel
med MarL 599. Af disse tre er MarS og MarL meget nært beslæg-
tede og udført i den latiniserede stil med en fælles efterskrift.
Legenden i MarB derimod mangler epilogen og er forkortet og
ændret i den grad, at den ikke umiddelbart skiller sig ud fra de
klassiske. Dog kan der ikke være tvivl om, hvordan det forholder
sig, for MarA, der helt igennem er nært beslægtet med MarB og i
udgaven er anvendt i variantapparatet til MarB, har enkelte
plussteder i forhold til MarB, og flere af disse plussteder genfindes
i den latiniserede tekst i MarS og MarL. Sammenhængen må
altså være den, at MarB og MarA går tilbage til et X, der har for-
enklet den latiniserede oversættelse, og afskriveren af MarB har