Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1961, Side 41

21
Med kap. 14 begynder den historie, der indleder NilcF. En rig
bonde rejste hvert år til Myra i Lykien for at dyrke N. der, hvor
han havde virket. Han bestilte et guldbæger til N., men faldt for
fristelsen og beholdt pragtstykket for sig selv. På rejse falder både
bæger og søn udenbords. Da han lover bod, får han sit bæger igen
af sønnen, der var blevet reddet på underfuld måde.
Hele kap. 15 er også overleveret i NikF. Det er historien om
jøden, der forlangte N. som kautionist.
Kap. 16 beretter om translationen, der også er i NikF (2r6-2v8).
De der har villet gøre SpecH til kilde for Nik1 og Mornbr: Sanct
til kilde for Nik2 må have nøjedes med at konstatere nogle enkelt-
heder ved de to redaktioners ydre omrids, nogle forskelle mellem
dem i kapitelfølgen samt forekomsten — eller ikke-forekomsten af
visse navne i de to redaktioner. En virkelig sammenligning mellem
teksterne ville hurtigt have givet et andet resultat. Det fremgår i
hvert fald med uigendrivelig sikkerhed af de følgende prøver på
sammenligninger mellem norrøne tekster og latinske.
I kapitel 1 er det kun Nik1 la-c og e, der har tilsvarende i
SpecH, resten af kapitlet, der ikke er nogen oratorisk udpyntning,
men som meddeler vigtige dele af N.s vita, har ikke tilsvarende i
SpecH.
Kap. 3 i Nik1 omhandler bispevalget i Myra. Det fortælles om
Nicolaus, at han, da han fik kaldelsen, stod ‘columbina ut erat
simplicitate inclinato capite’. Det er i Nik1 svundet ind til ‘hann
neigdi hofud sitt’ (Nik1 245), mens det i Nik2 (7715) er gengivet
‘Nicholaus iafnan verandi med dufuligum einfalldleik svarar lutu
hof di’. Denne forskel imellem de to redaktioner er karakteristisk.
Vigtig for vurderingen af kildeforholdet er fortsættelsen. SpecH
fortsætter (XIII k. 69) ‘Quid plura?’ og afslutter kapitlet i få linjer.
Nik1 har her derimod (246-12) en beretning om, at bispen tog N. i
hånden og sagde: ‘Min søn, følg mig, jeg har noget vigtigt at betro
dig’ med påfølgende replikskifte. Den ordlyd findes slet ikke i
SpecH-, men det er ikke oversætterens påfund, for grundlaget for
teksten findes både i Mornbr:Sanct og Falconius:SNicActa, hos
den førstnævnte (1631!)1) Fili ueni mecum, est aliquid secreti, quod
tuæ indoli fari debeam’ og hos den sidste (s. 1171 jfr. oversættelsen
af den græske tekst s. 47) ‘Fili veni mecum: est enim aliquod secreti,