Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1961, Qupperneq 93

73
se et forsøg på at adskille præp. d fra subst d, så skrivningen egent-
lig skulle være en rest af tegnet g. Da det har vist sig, at betegnelsen
findes ofte ved o for o, er denne forklaring ikke særlig rimelig. Der
synes at være rester af en speciel skrivemåde, der eventuelt har
forbindelse med skrivemåden ø for 6 i Kringla (Finnur Jonsson indl.
til Heimskringla XVIII) og skrivningen g for 6 i Ågrip og Islendinga-
bok. Der kan utvivlsomt samles mere materiale til belysning af
disse skrivemåder.
Anvendelsen af versaltegn for dobbelt konsonant er et alminde-
ligt fænomen, der ikke er indskrænket til islandsk skrift; men også
er konstateret i norske skrifter. Desuden findes versaltegnene
undertiden anvendt på en måde, der er lånt fra latinskriften i ud-
lyd for enkelt konsonant. Denne anvendelse er særlig almindelig
i norske skrifter, mens den i islandsk ikke fik stor udbredelse,
vel fordi anvendelsen af versal for dobbelt konsonant, der også
findes i udlyd, og som var anbefalet af forfatteren til første gram-
matiske afhandling, blev dominerende.
I GkS 1157, fol. finder man normal anvendelse af versalerne
G, N, R og S for dobbelt konsonant. Men desuden finder man ikke
sjælden, at -R og -S er anvendt i udlyd med værdi af enkelt kon-
sonant. Versaltegnet s kan også anvendes i forlyd for enkelt s
(sva 3rb1n) i stedet for det høje s. Dette billede passer bedre med
norsk skrift end med islandsk. I norsk skrift anvendes netop de
fire nævnte versaltegn hyppigt for dobbelt konsonant, og -R og -S
særlig hyppigt i udlyd for enkelt konsonant.
Sammenfattende må man om denne palæografiske gennemgang
sige, at den sætter håndskriftet i klasse med håndskrifter, der
dateres til omkring år 1300 eller tiden derefter, og at skriften viser
klar indflydelse fra norsk skriveskik.
Der er grund til at supplere denne palæografiske redegørelse
for specielle skrivevaner med en redegørelse for nogle sprogformer,
der også taler for en senere datering end man hidtil har villet give,
eller som viser sig at være usædvanlige i islandsk.
Blandt sprogformerne er der nogle, der er usædvanlige i tiden.
Således anvendes adv. hittzig i en forbindelse hvor StaSarholsbok
skriver hinnig. Ligeledes finder man anvendt konjunktionen lengr
er (221), der i de andre redaktioner af kristenretten er gengivet med
ålengr eller pd er, sidan eller ej.