Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1961, Side 94

74
Overraskende er det, at nom. og akk. pi. af ordet ndtt tre gange
i bestemt form skrives nceternar. Formen er ikke helt enestående,
men meget usædvanlig. Den er kendt fra et håndskrift af Rémundar-
saga (Holm 7 fol. perg.), der er stærkt norskpræget, og fra GkS
1154 fol. 74v dvs. Ærkebiskop Pals tredje statut fra tiden imellem
1336 og 1346 {NgL III 29226, DI II 761). Disse tre belæg står over
for hundreder af tilfælde af den normale form nætr, og det ene
forekommer i en gammelnorsk tekst. Det er derfor ikke en urime-
lig antagelse, at også de to andre er udtryk for norsk indflydelse.
I de følgende tre punkter vil jeg omtale nogle sprogformer, der
må anses for at være novationer i islandsk, og som ikke godt kan
tænkes ældre end ca. 1300.
Først skal jeg omtale, at præpositionen or to gange findes i
formen ur (3327, 4611). Denne form er meget ualmindelig før år
1300. Ganske vist er der håndskrifter fra det 13de århundrede, der
skriver vr, i. eks. Agr og MorJc, men i håndskrifter, der anvender v
for både u og y, kan ordet udlæses yr. Først stavemåden ur giver
nogenlunde sikkerhed for, at man har eksempel på novationen ur,
der i løbet af det 14de århundrede trænger frem på bekostning af
or. Om forekomsten af ur i de ældste håndskrifter kan der henvises
til en artikel i Maal og Minne 1960.
Det andet punkt, der skal omtales, er dativ singularis i bestemt
form af ordet hugr, huginum. Det er en novation i forhold til
hugnum, der er enerådende i OÅIH (formen forekommer ikke i
OENH). Det er sandsynligt, at formen hugnum afløses af formen
huginum for at hindre sammenstød af konsonanterne g+n, da det
ville have kunnet medføre en hærdning af spiranten, som det kendes
f. eks fra færøsk sprog. Tilsvarende gælder også i tilfældet stadnum,
der afløses af stadinum. Den udvidede form huginum er meget
usædvanlig før et stykke ind i det 14de århundrede. I håndskrifter,
der dateres til før 1300, forekommer formen foruden her mig be-
kendt kun i Alexanders saga (AM 519,4°), men i det håndskrift
er der adskillige novationer i islandsk, der er overtaget fra norsk.
Det tredje punkt gælder tredje pluralis præsens af verbet eiga.
I gruppen OENH findes kun formen eigu, i OÅIH findes én gang
formen eiga (Homil 12432), men eigu er den almindelige form. Her
i kristenretten findes 25 gange eigu eller eigo, men tre gange eiga
(1715, 211, 2721). Formen er temmelig sjælden i håndskrifter fra