Nordens Kalender - 01.06.1938, Blaðsíða 166

Eventyret paa Heden
blev der Gang i Stovlerne, nu kunde man overkomme at faa liele Arbejdet
udfort paa faa Aar. Man kunde det saa meget desto lettere, som det var en
bojprocentlig Mergel, man nu fik fat paa. At det ikke er Smaaportioner
Mergel, det drejer sig om, ses af Hedeselskabets Regnskaber: Der er paa disse
Spor udkort Mergel med en Bekostning, som ikke ligger langt under 70 Mill.
Kroner, og Staten bar gennem Hedeselskabet ydet Tilskud til Fragten af
Kridt og Mergel, og Mergellaan er ydet paa overkonnnelige Vilkaar. Jeg liavde
for en Snes Aar siden en Drænmester fra Smaaland; da jeg fortalte ham, livor
billigt vi fik Kridt til 0en, blev ban helt syg i 0jnene: «Saadan noget bar vi
slet ikke hjemme», sagde han, «skal jeg liave Kridt med Banen, bliver den
alt for dyr. Kunde jeg faa Kridt til denne Pris, bavde jeg ikke nodig at gaa
ber og slide for Danskerne. Jeg bar Jord nok selv, men den yder ingenting,
fordi den mangler Kalk.»
Men det var Roedyrkningen, som blev Hedebondens Hjælper til et ren-
tabelt Kreaturbold. Hans Sandjords Ydelser af Korn var liidtil ret kummer-
lige i Sammenligning med de gode Muldjorders; Julitorken satte gærne Sand-
jordens Korn ud af Grode eller nedsatte Udbyttet. Men Roerne kan godt
«sove til Middag» i den torre Tid, ja, selv om de sover liele Eftermiddagen
(staar med torre Blade) saa lives de op i ]Natteduggen, og ingen Torke sætter
dem mere istaa, end at de kan forvinde det i Hundedagsregnen og blive runde
og bolde til Optagning sidst i Oktober eller ben i November. Det viste sig,
at Roer kunde give paa det nærmeste ligesaa mange Foderenhed pr. lia som
den stærke, gode Kornjord. Hoho, nu var Hedebonden ovenpaa, nu kunde
ban konkurrere med de hidtil saa overlegne «Marksbonder» med Hensyn til
Levering til Mejeriet. Ogsaa den hidtil stedmoderligt behandlede Plante,
Kartoflen, kom til Ære og Værdighed. I vore Fædres Tid maatte den næsten
ingen Godning faa, man mente ikke, det var nodvendigt; man «klatgodede»,
det vil sige: man gik med den halmede, sammentraadte Faaregodning i et
ganmielt Forklæde bag efter Ploven og smed en Klat ned til hver Kartoffel;
man tog det med Fingrene, hvordan ellers! Man forlangte jo ikke at avle
mer end til Gaardens Husboldning, og saa mange blev der altid. Men ved
Forseg viste Kartoflerne sig at være en ypperlig Betaler selv fra store Mæng-
der Godning, og at den kunde give et Udbytte i Foderenlieder, som lielt satte
selv den fede Jords Kornudbytte til Vægs. «Jordens Ydeevne er ubegrænset»
udtalte Landets storste Kartoffelavler. Nu var Porten slaaet op ind til selve
164