Árbók Hins íslenzka fornleifafélags - 01.01.1972, Qupperneq 146

146
ÁRBÓK FORNLEIFAFÉLAGSINS
(tvist), hovedsagelig-t med kul0rt uldgarn, groft til bundtrádene, fig. 7
a, finere til overtrádene, fig. 7 b og c. Sekundære sting anvendt til konturer
og iblandt til udfyldning af mindre flader, bestod af kontursting, enkelt
nedlagt syning, splitsting, kædesting og ensidig fladsyning (fig. 8 b—f).
Konturerne syedes som regel f0rst, hvorefter fladerne udfyldtes. Af ialt
tolv bevarede broderier: én refill, én alterbort og ti alterforhæng, er de
otte (Þjms. 3924, 4380 b og 10933; Nationalmus. CLV, 1819; CXCVIII,
1820 og 15379, 1856; ét i Rijksmuseum Twenthe, Enschede og ét i Musée
Cluny, Paris) helt dækket med syning, medens pá fire (Þjms. 4279, 10886
(fig. 9) og 10895; Nationalmus. CLII, 1819) kun m0nstret, eller i sidste tilfælde
bunden, er udfyldt. Den ovenfor nævnte kilde om refilsaumur tyder da ogsá
pá at der blev skelnet mellem broderier med udfyldt eller bart bundstof: þelad
og oþelad. Det b0r fremhæves at termen refilsaumur sá vidt vides kun forekom-
mer i islandske kilder.
Ordet krusssaumur kan f0rst ár 1631:i0 sammenstilles med et bevaret broderi,
et alterforhæng dateret 1617 (Þjms. 10940), der overvejende er udf0rt med
flettesyning, fig. 10, hvor dog enkelte sting, og iblandt enkeltstáende sting-
rækker, er syet med korssting, fig 11. Termen, der tidligst er set 1550:
[Alltarisklædi] . . . med krosssauvi,81 har uden tvivl dækket over begge disse
teknikker, der fra middelalderen kun findes anvendt sekundært pá de tre for-
hæng med trækkes0m omtalt under glitsaumur; pá disse er dog flettesting mere
benyttet end korssting. Unders0gelse af især ét af forhængene (Þjms. 2371;
fig. 12) viser, at flader sável som enkelte stingrækker med flettesyning gennem-
gáende er syet som vist i fig. 10 c, og nogle af stederne hvor enkelte sting
danne skrá rækker, er disse syet sammenflettet, fig. 10 d og e. Et andet af
forhængene (Nationalmus. 15313, 1855), forresten betegnet som et Krosssaums
Allt.ariss klæde i et inventar fra ár 1686,S2 og pá hvilket der da ogsá findes
forholdsvis meget broderi af denne art, er det eneste bevarede islandske eksem-
pel indtil sidst pá 1700-tallet, hvor korssting, tillige med flettesting, er brugt
til syning af flader. I moderne sprogbrug skelnes der mellem de to teknikker;
flettesting kaldes enten for den gamle islandske krosssaumur eller for fléttu-
saumur,M det sidste vel nok en direkte oversættelse fra dansk, medens korssting
betegnes med krosssaumur.
Termen borusaumur, ældste belæg 1550: borusaums tialld og [wænger] . . .
med borusaumpi kan ikke sammenstilles med bevarede broderier fra middel-
alderen, men derimod indirekte med eksisterende broderier fra nyere tid. Ved
sammenligning af inventarier fra 1500- og 1600-tallet synes det klart, at det má
dreje sig om samme teknik som gatasaumur, f0rst kendt fra 1657,35 og augna-
saumur, f0rst 1659.30 Ordet borusaumur ser ud til at være gáet af brug under
sidste del af 1600-tallet, medens gatasaumur sidst er fundet brugt tidligt i 1700-
tallet, blandt andet i et skiftebrev fra 1715,37 hvori der nævnes báde gatasaumur
og augnasaumur; man kan der have benyttet begge ordene om samme teknik
eller eventuelt skelnet mellem varianter. Ordet augnasaumur benyttes fortsat,
som azignsaumur i moderne sprogbrug, og kan, omend kun fra 1800-tallet,
sammenstilies med bevarede 1700-tals broderier udf0rt helt eller delvis i alminde-
lige dronningesting, bestáende hvert af seksten sting som vist i fig. 13 a og b,