Kirkjuritið - 01.11.1970, Qupperneq 35

KTBKJUHITID
417
1 sin ,tid ■ flöj-jiotd ■'över Atlantey, -crg förte med sig lys og
velsignel6e,- "Jesu Rristi evangelium til ; befolkningen pá den
Jsolerede klippeö, livor havet ender, — det budskap, som liar
været til vejledniiig i mange ufattelig vanskelige tider, tröst
1 sorg og smerte pá evighedens vej alt til dagen i dag.
I áret-tusinde skete 'det fór . Guds, náde og miskundlied, uden
Waling- af nogen art, at vi hlev..fört' ind pá Guds veje, at
kristen tro blev vedtaget pá Þingvellir pá Island som den
yordende og blivende religion for befolkningen. Og det fandt
sted uden blodsudgydelse, men máske ikke uden smerte for
alle.
Sáledes kan fornuften sopipie, tider besejre hjerternes
Oegative tilböjeliglieder til vold, magt og krig.
Den hvide islandske 'svane blev derfor ikke sáret i den tid,
°g ej heller bar dens vingers fjer stœnk af störknet blod.
I digted siges det, at svamjrne, d.e, fem sváner var mödtes igen,
langt senere, og liver af dem kunne .fortælle sin egen bistorie,
den erfaring den liavde fáet og liyad den bavde höstet.
nu er det os, der mö.de^ under Nordens kyst, i et kirke-
ntis sá nær det förste redfisted. Og,r\i spörger. Hvorfor er vi
^löjet hertil, til dette inödested?
Det er vor tro, som gör det. Det budskab, som udgik fra
Inmlen, — en pámindelse om at yi alje er brödre og söstre,
~~~ at vi alle ejer og vil bévare en fælles sag, — at vi liar
forpligtelser mod hinanden, og at vi netop ved at mödes og
arbejde sammen kan forfremme den sag, som Gud liar lagt
Pá vores skuldre. Og det er at elske binanden og være liin-
a>ulen til glæde, — og endvidere at vi skal lære vores
óiedinennesker at liolde alt det vor Frelser, Jesus Kristus, liar
^efalet os.
Den förste redeplads blev aldrig glemt.
Nár stormen jager gennem birk og graner,
og tágen dæmper klokkeböjens klemt,
da mödes de igen de lyse svaner.
Og löfter solen balvt sin rödé rand
bag kolde sk.yer .og af stálblát vand, ,,
.-•i: da sejler som et lystegn over jorden
fem frie fugle, svanerne fra Norden.
27