Tímarit lögfræðinga - 01.06.1957, Qupperneq 30

ningsliavn anvist. Uanset vanskelige sejladsforhold er ski-
bet forpliglet til at foretage rimelige forsög pá at ná
frem til den aftalte lossehavn, og selvom en isklausul
modificerer rederens forpligtelser og præciserer hans be-
föjelser, vælter den ikke uden videre hele isrisikoen over
pá befragteren. Det kan da iklce undre, at reder og be-
fragter, nár der viser sig isvanskeligheder, ofte stár stejlt
overfor liinanden, sáledes at befragteren, dersom rederen
forlanger erstatningshavn anvist, nægter dette under hen-
visning til, at skibet efter hans formening kan ná frem
med en sá forholdsvis beskeden risiko for isskader, at
rederen ikke kan fá erstatningshavn anvist. Befragteren
vil under disse omstændigheder ofte fastholde, at op-
losning i erstatningshavn — hvad enten denne opgives
af befragteren eller i mangel af sádan angivelse bestem-
mes af rederen — vil være et kontraktsbrud, og at rederen
derfor slcal dække befragterens omkosninger ved land-
værts transport fra erstatningsliavn til den oprindelige
destination.
I sádanne situationer er det en nærliggende tanke, at
parterne, der liver for sig máske kan have vanskeligt ved
at bedömme deres retsstilling, dersom de drager de 3'derste
konsekvenser af deres standpunkter, giver sig til at „handlc
om risikoen", sáledes at de f. eks. træffer aftale om, at
der betales nogle shillings ekstra pr. ton i fragt som veder-
lag for skibets pástáede tidstab og risiko for isskader ved
anlöb af den oprindelige destination i stedet for anvisning
af erstatningshavnen. Sager, i hvilket der er truffet en af-
tale af denne art, afvikles som alt overvejende regel uden
domstolenes mellemkomst, men der har dog for Sö- og
Handelsretten i Köbenhavn0 foreligget et tilfælde, hvor
en befragter forsögte at hævde, at hans tilsagn om ekstra-
betalingen for rejsens gennemförelse til den oprindelige
destination mátte være ugvldig efter aftalelovens regler
9 Sö- og Handelsretsdom NDS 1929/337.
76
Tímarit lögfrœðinga