Tímarit lögfræðinga - 01.06.1957, Blaðsíða 33

Efter at relspraksis havde udviklel sig sálcdes, har re-
derne forsögt en nærmere udbygning af klausulen, idet
de nu i vidt omfang söger at indföje ordct „reacliing“ i
stedet for cller sammen med „entering". Domstolene har
draget konsekvensen af, at ordct „reaching“ anvendes.
En typisk illustration har man i en norslc höjestcretsdom
XDS 1925/523. Skibet, der var pá rejse fra Ivöbenhavn
til Oslo, standsedes af is ved Iiálsingborg. Oslofjorden og
Oslos liavn var ábne for sejlads men retten gav rederen
medhold i, at han liavde ret til oplosning i Hálsinghorg.1
Da sagerne ofte udvikler sig pá den máde, at skibs-
förerens og ladningsmodtagerens skön stár i den skarpeste
modsætning til liinanden, liar man fra redersidc ved for-
muleringen af isklausuler sögt al tillægge skibsförerens
slcön en særlig vægt. Dette kendes f. ks. fra Polcon-cerle-
partiets isklausul for lastepladsen, livori der tales om.
at lcaptajnen lader skibet afgá fra lastepladsen uden last
„if . . . the caplain for the fear of llie Vessel being frozcn
til at forlange erstatningshavn anvist. P.ederen fandtes derfor ikke
at have krav p& erstatning for tab ved opholdet i isen ud for Holte-
nua. Der foreligger flere andre afgörelser, hvoraf jeg alene finder
anledning til at nævne en voldgiftsafgörelse fra 1930 (utrykt) — ken-
delsen er afsagt af daværende præsident i Sö- og Handelsretten, Kiihl),
omhandlende et tilíælde, hvor et skib pá rejse fra Immingham ved
Humberen til Köbenhavn mödte ishindringer et stykke öst for Skagen
og derfor anlöb Frederikshavn. I kendelsen siges det, at skibet íörst
kunne kræve erstatningshavn anvist, nár det var lykkedes det at
ná hen til eller frem i nærheden af destinationshavnen — altsá i
dette tilfælde Köbenhavn — idet det fandtes, at isklausulen i den om-
handlede formulering tager sigte pá ishindringer i elier ved destina-
tionshavnen. Af andre afgöreiser fra dansk retspraksis vedrörende
fortolkning aí ordet: „entering" kan nævnes: NDS 1930/145, 1926/486,
1923/627. UÍR 1922/755 og NDS 1922/344.
13 Som et andet eksempel kan nævnes en dansk voldgiftskendejse
NDS 1943/145. Et skib var p& vej fra Tynefioden til Helsingör. Efter
skibets ankomst til Hirtshals pá Jyllands vestkyst mátte det efter for-
skellige forgæves íorsög pá at gá igennem isen vende tilbage til denne
havn, hvor det lossede. I kendelsen siges det, at en isklausui med for-
mujeringen „reaching" ikke blot skal finde anvendelse, nár det er
lykkedes skibet at ná hen til iossehavnen eller frem til en vis nær-
hed af denne, men at klausulen i denne affattelse ogsá omfatter til-
íælde, hvor skibet pá rejsens tidligere stadium som fölge af isvanske-
ligheder ikke nár írem til lossehavnen.
Thnarit lögfrœöinga
79